Fortsæt til indhold

Den Gamle By jubler over 2023: Kun overgået af kulturhovedstadsåret

Den Gamle By i Aarhus oplevede i 2023 det næsthøjeste besøgstal nogensinde.

Kultur og byliv
jwh

Der var godt gang i billetsalget hos Den Gamle By i 2023. I alt 550.888 gæster indløste billet til museet, som dermed atter er på den gode side af den halve million, som var normen i årene, inden corona gjorde sit intog. Det er samtidig det næstbedste besøgstal nogensinde, som kun er overgået af 2017, hvor Aarhus var europæisk kulturhovedstad og i alt 571.167 besøgte Den Gamle By.

Det oplyser Den Gamle By i en pressemeddelelse.

Oven i det besøgstal kan lægges 31.089 personer, som er registreret uden for den normale åbningstid, samt 14.021 besøgende til Besættelsesmuseet, som ligger i den gamle politistation ved museet Køn. Dermed har næsten 596.000 besøgende har haft glæde af det museumskompleks, som Den Gamle By er.

»Den Gamle By betyder noget for rigtig mange mennesker. Det er der grund til at være stolt af, og med årets besøgstal in mente er jeg sikker på, at Den Gamle By atter er det bedst besøgte kulturmuseum i Danmark,« lyder det fra Den Gamle Bys afgående museumsdirektør, Thomas Bloch Ravn, i pressemeddelelsen.

Den nye hovedindgang åbnede i foråret og vandt i slutningen af november Aarhusianernes Arkitekturpris 2023, fordi flest aarhusianere stemte på den. Arkivfoto: Tahmasbi

Ny direktør

De mange besøgende i det forgangne år har været vidne til flere nye åbninger i Den Gamle By. Særligt den store åbning af de sidste dele af 1974-kvarteret, den nye 2014-gade samt den nye hovedindgang, som for nylig vandt Aarhusianernes Arkitekturpris.

Det er også blevet til et helt nyt museum, Museet for Dansk Bladtegning, i daglig tale kaldet Bladtegningsmuseet, som blev åbnet af Den Gamle Bys protektor, dronning Margrethe.

2023 blev også året, hvor Den Gamle Bys direktør, Thomas Bloch Ravn, meddelte, at han ville gå på pension. Det sker helt officielt, når han fylder 70 år, 31. marts. Den Gamle By udpegede i november Julie Rokkjær Birch, tidligere direktør på museet Køn, som Thomas Bloch Ravns efterfølger.