Fortsæt til indhold

Lokale livsfortællinger skaber teatermagi med Løgstrup som inspirationskilde

Teater Udsyn og de lokale kirker i Bregnet og Hyllested forener kræfter i workshops inspireret af K. E. Løgstrups filosofi om mellemmenneskelige forbindelser. Deltagernes afgørende møder skal danne kernen i teaterforestillingen 'Mødet'.

Kultur og byliv

»Jeg ændrer mit liv, før det ændrer mig,« skrev afdøde Michael Strunge (1958 - 1986) - punk-tidens største lyriker - i sit digt »Livets hastighed«. fra debut-digtsamlingen af samme navn, der udkom i 1978.

»Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd,« var teologen og filosoffen K. E. Løgstrups kernebudskab, som er centralt i hans hovedværk ’Den etiske fordring’ fra 1956.

»Livets hastighed« blev en slags manifest for hans generation. Med ordene: »jeg ændrer mit liv, før det ændrer mig«, er der på én gang udtrykt pessimisme og optimisme. Pessimisme ved at vi har et liv, der gør med os, hvad det vil. Optimisme ved det, at »jeg« har tiltro til forandringen. »Jeg« kan ændre mit liv, førend det ændrer mig.

Kom til workshops

Løgstrups humanistisk analyse af mellemmenneskelige relationer er udgangspunktet for en række workshops arrangeret af skuespiller Nynne Karen Nørlund Steenild, daglig leder af Teater Udsyn med adresse i Rønde, og sognepræsterne Anne Marie Tolbod og Mia Brøgger.

Lokale borgere opfordres til at deltage i kommende workshops, hvor de kan dele deres personlige historier om afgørende møder med andre mennesker. Disse fortællinger vil danne grundlaget for den forestående teaterforestilling, ”Mødet”, skabt af Teater Udsyn.

Den første workshop finder sted søndag 14. januar kl. 14.00 i Bregnet Kirke, ledet af Anne Marie Tolbod og Nynne Karen Nørlund Steenild. Efter en musikgudstjeneste vil deltagerne have mulighed for at bidrage med deres egne historier i en efterfølgende workshop i Egegård i Rønde.

Vi ønsker at skabe et rum, hvor mennesker kan dele de øjeblikke, der har formet dem
Nynne Karen Nørlund Steenild

Afgørende øjeblikke

»Vi ønsker at skabe et rum, hvor mennesker kan dele de øjeblikke, der har formet dem,« siger Nynne Karen Nørlund Steenild, skuespiller og kunstnerisk leder for Teater Udsyn.

»Disse unikke møder vil danne kernen i vores forestilling og bringe Løgstrups filosofi til live.«

Den næste workshop finder sted søndag 28. januar kl. 14.00 og ledes af sognepræst Mia Brøgger, der inviterer deltagerne på en kort ’Løgstrup-vandring’ fra Hyllested Kirke til Løgstrups gravsted på Skovkirkegården. Efterfølgende vil workshoppen finde sted i Hyllested Kirke.

Premiere 2025

Baggrundshistorien om Løgstrups tilknytning til Hyllested og hans betydning som professor på Aarhus Universitet sætter rammen omkring forestillingen, der forventes at have premiere i Syddjurs i 2025.

»Mennesker mødes, og sød musik opstår, som ordsproget siger. Men det er også i mødet, at vores liv kan ændre sig på uventede måder,« tilføjer Karen Nørlund Steenild.

»Vi ser frem til at samle og formidle disse fortællinger, der kan inspirere og røre vores fællesskab.«

Arrangementerne er gratis at deltage i, og der vil blive serveret forfriskninger undervejs.

Alle interesserede opfordres til at deltage og bidrage til skabelsen af ”Mødet” - en teaterforestilling, der udforsker dybden af de menneskelige forbindelser.