De første står klar ni timer før tronskifte
De første mennesker har søndag morgen indfundet sig på Christiansborg Slotsplads for at overvære tronskiftet.
Selv om at der stadig er mere end seks timer til kronprins Frederik udråbes til konge, har de første tilskuere allerede søndag morgen trodset kulden og fundet sig til rette på Christiansborg Slotsplads.
Ifølge DR var der omtrent syv til ti mennesker foran slottet omkring klokken 7. De havde været på pladsen siden omkring klokken 6.
Kronprins Frederik udråbes som kong Frederik X klokken 15 fra balkonen på Christiansborg Slot.
Billeder derfra viser, at folk har udrustet sig med dannebrogsflag, festivalstole og varmt tøj.
Og det varme tøj er der brug for.
Når den kongelige familie i løbet af eftermiddagen skal køre frem og tilbage mellem Amalienborg og Christiansborg, kan solen nu og da kigge frem, men vejret vil i overvejende grad være præget af mange skyer.
De mange mennesker, der ventes at overvære, når kronprins Frederik proklameres - altså offentliggøres - som ny konge, bør nok tage det varme tøj på, da temperaturen vil ligge mellem to og tre grader, og der vil være vindstød op til hård vind.
Det skriver meteorolog Martin Lindberg i en opdatering på Danmarks Meteorologiske Instituts (DMI) hjemmeside.