Fortsæt til indhold

De har hovedrollerne i årets frilufsspil på Busbjerg

Der er både nye og kendte skuespillere på scenen i forestillingen Atlantis.

Kultur og byliv

Busbjerg Spillene har holdt deres traditionelle nytårskur, hvor de medvirkende i årets forestilling blev præsenteret.

Busbjerg Spillene opfører i år musicalen Atlantis, og der er både kendte og nye ansigter blandt de i alt 38 skuespillere. Rollen som Adalena spilles af et nyt ansigt på Busbjerg, nemlig Inger-Margrethe Holt Povlsen fra Brabrand. Rollen som Silvan er lagt sikkert i hænderne på Jonas Scott Di Hu, som for tredje gang er at finde på de skrå brædder ude på bjerget.

Det oplyser Busbjerg Spillene i en pressemeddelelse.

Morten Falbe Hansen er Kong Atlas, Nina Guldager spiller slavinden Miranda, og Jon Nergård Kobberøe har fået rollen som Jabbadoor. Ib Lundgaard Jensen tager endnu en tur med rollen som Zan Zan, som han også havde, da Busbjerg Spillene sidst opførte Atlantis i 2014.

Størstedelen af skuespillerne i Atlantis. Pressefoto

»Kunstnerisk var det en succes, men der var kun 2.800 personer inde og se stykket, og vi vil så gerne, at mange flere oplever det, så vi prøver igen. Vi tror på det,« sagde Lisbeth Erfurth Gaba, som er presseansvarlig for Busbjerg Spillene, i forbindelse med annonceringen af Atlantis.

Af andre skuespillere i Atlantis kan nævnes Camilla Nyizsnyanszky, som i år har været med i 21 forestillinger på Busbjerg, og Ian Reinholt, som efterhånden også er ved at være et kendt ansigt i Busbjerg sammenhæng. Ian begyndte på Busbjerg for 10 år siden i Atlantis og kunne sidste år ses i en af hovedrollerne som Arnold i Midt om Natten. Sidste års forestilling blev alletiders publikumssucces med over 5.000 tilskuere til de i alt 12 forestilliger.

Søger frivillige

Prøverne på årets forestilling begynder søndag 3. marts med den traditionelle tur til toppen af Busbjerg og rundvisning, inden turen går til Ulstrup Skole, hvor der spises frokost inden den første gennemlæsning. Selvom prøverne først starter til marts, så er syersker, scenebyggere og malere gået i gang med de første indledende manøvrer. Der er brug for mange hænder, og der er hele tiden behov for nye friske kræfter. Derfor søger Busbjerg Spillene frivillige der vil være med til at male og bygge scenen. Bare man kan holde på en malerulle, så er man meget velkommen på holdet, og byggerne vil også bare gerne have flere hænder, uanset tidligere erfaring, fortæller malermester Louise Bramer Mikkelsen.

Teaterskolen Busbjergs Børn optrådte med dans og improvisation til årets nytårskur. Pressefoto.