Kaster en halv million efter »helt særlig belysning« til ny Musikhuspark
Energiselskab står bag donationen. »Den nye belysning vil sætte den omdannede Musikhuspark i et helt nyt lys,« lyder det fra kulturrådmanden.
Musikhusparken skal forvandles til en »attraktion i international« klasse.
Sådan lyder ambitionerne i hvert fald fra kommunens kulturforvaltning.
Og til det formål har Salling Fondene og Realdania allerede sendt 36 millioner afsted mod park-projektet, der skal stå klar i 2025, og som bl.a. skal gøre plads til den kæmpe kunstinstallation The Dome.
Og nu er der så nye penge på vej til parkprojektet.
For nu har energiselskabet NRGi valgt at donere en halv million, der giver kommunen mulighed for at etablere »en helt særlig belysning i parken.«
Det skriver Kultur og Borgerservice i en pressemeddelelse.
»Den nye belysning vil sætte den omdannede Musikhuspark i et helt nyt lys. Det vil både gøre parken smukkere og mere tryg. Jeg er særlig glad for, at vi kan fastholde fokus på klima og bæredygtighed og imødekomme et stort ønske fra den omfattende borgerinddragelse,« siger Rabih Azad-Ahmad (RV), rådmand for Kultur og Borgerservice.
Det er bl.a. tanken, at den nye park skal give rum til fællesskab og kreativ udfoldelse, og det kræver lys.
»Med donationen til Musikhusparken håber vi på at kunne skabe endnu bedre betingelser for de mange forskellige aktiviteter og fællesskaber, som parken skal danne ramme om,« siger koncernkommunikationschef i NRGi Tommy Jakobsen
Hvad den »helt særlige belysning« helt konkret dækker over, fremgår dog ikke af pressemeddelelsen. Men i et uddybende svar fra forvaltningen fremgår det også, at det endnu ikke er helt på plads, men belysningen skal kunne flere ting:
”Belysningen af den nye Musikhuspark er essentiel, da parken skal danne ramme for mange forskellige aktiviteter og fællesskaber. Belysningen skal ikke blot sikre en tryg og tilgængelig park for alle, men også fungere æstetisk og matche parkens smukke design. Dertil skal belysningen bidrage til iscenesættelsen af James Turrells The Dome, som stiller store krav til, at belysningen i parken ikke påvirker oplevelsen af kunstværket ved solopgang og solnedgang.”
”Belysningen skal også være fleksibel, så parken kan danne grøn ramme for de mange små og store kulturevents, som er en del af parkens DNA, og når skøjtebanen opsættes i de mørke vintermåneder. Kompleksiteten er stor, og det sætter krav til at, at vi finder den helt rigtige belysning,” skriver Kristian Harbo Jeppesen, leder i kommunens Kultursekretariat.
Noget af donationen vil også blive brugt til at genavende og optimere den nuværende belysning i parken, som også skal være energibesparende.
Flere tusinde har allerede bidraget med forslag, ønsker og ideer til den fremtidige Musikhuspark. Og her har mange indspark peget på et stort ønske om mere lys i den fremtidige park, lyder det fra Kultur og Borgerservice.
Den kommende Musikhuspark er tegnet af det Aarhusianske arkitektfirma Schønherr og er støttet af NRGi, Salling Fondene og Realdania. Parken skal efter planen stå klar i løbet af 2025.