Fortsæt til indhold

Ni nye navne føjet til programmet på Smukfest

Om godt fem måneder går det løs i Bøgeskoven, og nu er endnu ni kunstnere føjet til programmet.

Kultur og byliv

Kolde øl, god musik og sol i Bøgeskoven.

Det plejer at være en ret god opskrift på nogle smukke dage i Bøgeskoven i august. Smukfest har allerede offentliggjort en del musik, og nu er endnu flere kunstnere meldt klar til at optræde i Bøgeskoven til sommer.

»Uanset om der bor et blødende pophjerte bag dine lækre ribben, eller du helst vil banke igennem til heftige electro bangers, så er der med sikkerhed noget, du kan synge med på i den her pulje,« lyder det fra Smukfest i et opslag på Facebook.

De netop offentliggjorte kunstnere er Andreas Odbjerg, som i øvrigt har optrådt på Smukfest de seneste år, og som i år skal optræde onsdag. Også Rasmus Seebach, Malte Ebert, Benjamin Hav & Familien, Brygmann & Venner, The Show – A Tribute to Abba, Icona Pop, Ida Laurberg og George Michael Xperience er annonceret til at spille op til fest i skoven.

Tidligere er navne som Jacob Dinesen, Tessa, TopGunn, Medina, Hjalmer, KrebsFalch, Peter Sommer, 90’er Fest, Ude af Kontrol, Queen Machine og The Prodigy præsenteret til at optræde.

Smukfest har allerede meldt om udsolgt af partoutarmbånd og endagsbilletter til torsdag, fredag og lørdag. Det er altså stadig muligt at få fingrene i en billet til onsdag og søndag i Bøgeskoven. Boformerne sættes til salg tirsdag den 5. marts.