Fortsæt til indhold

Giv din stemme til Årets Kunstnere

I forbindelse med Ebeltoft Kunstforenings påskeudstilling bliver ”Årets Kunstnere” udvalgt blandt samtlige udstillende kunstnere. Der bliver valgt både en billedkunstner og en podiekunstner.

Kultur og byliv
gs

Traditionen tro viser medlemmer i Ebeltoft Kunstforening deres kunst i Tinghuset på den årlige påskeudstilling.

Antallet af foreningens medlemmer, som ansøgte om en plads på udstillingen, var ligesom sidste år overvældende. Der blev udtaget 31 deltagere, som fordeler sig med 23 billedkunstnere og otte keramikere/skulptører.

Omkring halvdelen af de 300 medlemmer i Ebeltoft Kunstforening er udøvende kunstnere, både amatører og professionelle.

»Det er fantastisk så stor en opbakning, vi oplever, til vores medlemsudstillinger. Det glæder os naturligvis som kunstforening, at vi kan vise den store diversitet i vores medlemsskare,« siger formand for Ebeltoft Kunstforening, Dorte Løkke Rasmussen, i en pressemeddelelse.

Ebeltoft Kunstforening byder velkommen til fernisering lørdag 23. marts kl. 11, hvor åbningstalen bliver holdt af Heine Skovbak Iversen, formand for Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget i Syddjurs Kommune.

Hvert år arrangerer Ebeltoft Kunstforening to udstillinger for medlemmer: En påske- og en efterårsudstilling, der finder sted i Tinghuset.

I forbindelse med påskeudstillingen bliver ”Årets Kunstnere” udvalgt blandt samtlige udstillende kunstnere. Der bliver valgt både en billedkunstner og en podiekunstner.

Afstemningen sker blandt de gæster, der besøger udstillingen. Hver gæst kan afgive to stemmer, den ene på en billedkunstner og den anden på en podiekunstner.

Vinderne hædres med en fælles separatudstilling året efter i Tinghuset.

”Årets Kunstnere” kan ikke vælges de efterfølgende fire år.

Helt konkret vil der ligge stemmesedler i udstillingslokalerne, som skal anvendes. Afstemningen slutter lørdag 6. april kl. 16.

Hvem der får titlen, bliver afsløret søndag 7. april kl. 15.30.

Medlemmernes Påskeudstilling 2024 kan ses fra lørdag 23. marts til mandag 7. april, alle dage kl. 11-16. Alle udstillede værker kan som udgangspunkt købes.