Smukfest scorer nigeriansk verdensstjerne til plakaten
Smukfest præsenterer nigeriansk verdensstjerne til onsdagens program i Bøgeskoven i uge 32.
Hot, hottere Burna Boy.
Så simpelt kan det siges, når den nigerianske superstjerne gæster Smukfest i år med sin imponerende parade af rasende stærke afropop-bangere. Burna Boy brød igennem i 2012 med singlen ’Like To Party’, der banede vejen for en hastigt voksende popularitet. En popularitet som over 15 millioner månedlige lyttere på Spotify understreger, hvor hans populære hits streames ustyrligt løs. De genkendelige toner kommer fra numre som ’City Boys’, ’Location’ og ’Last Last’, som den 32-årige livsbekræftende komet brager lysende klart afsted med.
Der er meget at glæde sig til, når Burna Boy med sin forførende blanding af caribisk dancehall, UK drill og amerikansk hiphop indtager bøgeskoven til fest med stort F. Og E og S og T.
Dermed er Burna Boy det sidste onsdagsnavn med stor skrifttype på årets plakat.
»Vi skal bare have booket 25 graders varme til onsdag den 4. august, for programmet i sig selv er lunt gående mod hedt med Burna Boy. Vi præsenterer en åbningsdag i skoven, som er samlende med populære danske navne og de internationale acts, hvor Example står for den elektroniske fest,« siger musikchef Mikkel Xavier i en pressemeddelelse.
»Der er stadig mulighed for overraskelser i programmet, men vi er på plads med langt det meste. Den fulde spilleplan offentliggøres 27. maj, dog med undtagelse af vores snakkeprogram og Live Camp.«
Endelig er der det øvrige oplevelsesudbud med finurligheder, gadekunst og meget mere, som kommer op af skovbunden i uge 32.