Fortsæt til indhold

Åbning af nye trampestier – kom med ud i naturen

Lørdag den 1. juni indvies tre nye trampestier omkring landsbyen Sjelle. I alt bliver der nu mere end 15 km sti rundt om byen.

Kultur og byliv
kfp

Lørdag den 1. juni klokken 11 indvier Sjelle Bylaug tre nye trampestier omkring landsbyen Sjelle. I alt bliver der nu mere end 15 km sti rundt om byen, som også forbindes med allerede etablerede stier i Herskind, Borum, Skovby og Galten. De tre nye stier kaldes:

  • Hestehaveruten, som går via Lyngbygård Ådal, skoven ved Wedelslund gods og Den fri Hestehaveskole
  • Domensbjergruten, som forbinder Sjelle og Herskind over marken
  • Savværksruten, som går rundt om Herskind Savværk, den gamle Hedeskole og det tidligere Fremad Forsamlingshus på Sjelle Mark.

I tilknytning til stierne er der lavet ny formidling om byen og områdets kulturhistorie og natur, som vil blive præsenteret på kort og oversigtstavler på udvalgte steder. Desuden vil lydfortællinger blive tilføjet projektet henover sommeren, og de kan tilgås med QR-koder langs ruten.

En række frivillige fra Sjelle har udført arbejdet med at sætte pæle og etablere stierne ved en hyggelig arbejdsdag med udgangspunkt i forsamlingshuset. Privatfoto.

Det oplyser Sjelle bylaug i en pressemeddelelse.

Et udvalg under Sjelle Bylaug har arbejdet med stierne i flere år. Stierne er muliggjort via aftaler med lokale lodsejere og med bevillinger fra Skanderborg Kommunes Landsbypulje, Nordeafonden, Friluftsrådet, Plan- og Landdistriktsstyrelsen samt SPOR. Partnere i projektet er desuden Sjelle Kirke og Den fri Hestehaveskole.

En række frivillige fra Sjelle har udført arbejdet med at sætte pæle og etablere stierne ved en hyggelig arbejdsdag med udgangspunkt i forsamlingshuset.

Åbningen lørdag den 1. juni begynder ved Sjelle Kirke, hvor den nye formidlingstavle ved parkeringspladsen foran kirken afsløres. Herefter går første tur ad Hestehaveruten og slutter ved skolen, hvor Sjelle Bylaug også byder på en forfriskning.

Alle er velkomne til at deltage.