Fortsæt til indhold

Amerikansk verdensstjerne gæster Gnisten i Ry

Den amerikanske singer-songwriter Lori Lieberman giver en eksklusiv koncert på det lille spillested Gnisten i Ry 10. juni.

Kultur og byliv
kfp

Lori Lieberman, der skrev sangen ’Killing Me Softly With His Song’, var sidste år til en koncert på Gnisten, inviteret af Gryphon Audio Design, der producerer high-end højtalere og har firmadomicil i Ry. Hun blev dengang så begejstret for Gnisten, at hun højlydt gav udtryk for, at her ville hun gerne spille.

Hendes ønske går nu i opfyldelse, og mandag den 10. juni kl. 17 indtager hun scenen og spiller en lukket koncert for 90 gæster.

»Vi er vildt stolte over, at en stor amerikansk verdensstjerne synes så godt om vores lille spillested, at hun vælger at spille her som det eneste sted i Danmark. Jeg kniber mig selv i armen og tror ikke, at det kan være rigtigt,« siger Birgitte Højland, frivillig bestyrelsesleder Gnisten, i en pressemeddelelse.

Lori Lieberman skrev og indspillede sangen ’Killing Me Softly With His Song’, der udkom i 1972. Sangen udkom på hendes første LP, da hun var 20 år. Sangen findes i dag i mere end 160 versioner og er blandt andet sunget af Whitney Houston, Lauryn Hill og ikke mindst Roberta Flack, der hittede internationalt med sangen. Sangen er på Rolling Stones liste over de 500 største sange til alle tider.

Lori Lieberman har i alt udgivet 20 albums og udgav i 2022 LP’en ’Truly’.