Fortsæt til indhold

Krigssejlere fra Djursland hyldet på D-Dag

6. juni var det 80 år siden, de allierede indtog Normandiet på den såkaldte D-dag. Fra Djursland deltog dengang 9 krigssejlere, som Ebeltoft Marineforening nu ærer med en mindeplade.

Kultur og byliv

6. juni havde både kong Frederik og statsminister Mette Frederiksen fundet vej til Normandiet i Frankrig, hvor 80-året for D-dagen blev markeret på fornem vis.

I sin tale nævnte kongen en ny mindemur, som netop er opsat på den nordfranske kyst til ære for de danskere, der kæmpede for de allierede den skæbnesvangre dag.

»Jeg benytter lejligheden til at rette en dybfølt tak til Frankrig for - for 10 år siden - at have anerkendt de danske krigssejleres bidrag under landgangen,« udtalte kongen i følge Jyllands-Posten.

Og selv om der hverken var royale eller europæiske statsledere til stede ved Marineforeningen i Ebeltoft samme dag, så var niveauet af højtidelighed og budskabets kerne tæt på det samme, da foreningen afslørede en mindeplade til ære for ni krigssejlere fra Djursland, der deltog på D-dagen.

Sømandspræst Ronald Pedersen, som sammen med en af efterkommerne af en af krigssejlerne afslørede mindepladen, sagde i sin tale:

»Mindepladen repræsenterer ni personer fra Djursland, som under 2. verdenskrig sejlede under de allieredes flag. Hvorfor skal de ni på en mindeplade? Det er fordi, de skal være forbilleder for os, som nogle, der kæmpede for Danmarks frihed. Denne ærefulde del af vores historie under krigen må ikke glemmes. For alle har de en meget stor del af æren for, at Danmark efterfølgende blev anerkendt som en allieret nation. En partner i den frie verdens forsvar for fred og menneskerettigheder. Æret være deres minde. De var med til at skabe fred og gøre os til en anerkendt del af sejren.«

Lis Søndergaard, som sammen med præsten afslørede pladen, er efterkommer af Viggo L. Nielsen, som er en af de ni, der er nævnt.

Han var bror til hendes mormor og kom fra Ommestrup.

»Det er meget flot, at de bliver hædret på denne måde, og det vil jeg gerne sige Marineforeningen tak for,« sagde hun.

På pladen, som hænger på facaden af foreningens bygning, hvor den kan ses fra vejen, står navnene:

Niels Carl Andersen (Thorsager), Jens Bendix Jensen (Ebeltoft), Jens Peter Arthur Jensen (Dejret), Wilhelm Johannes Jørgensen (Glesborg), Simon P. J. Karstensen (Ebeltoft), Martin Nielsen (Nørager), Viggo Ludvig Nielsen (Ommestrup) og Hans Christian Sørensen (Dejret).

Ved invasionen i Normandiet deltog i følge Marineforeningen 28 danske skibe og cirka 800 danske søfolk.