Müslibarer, regnbueshorts og det rette mindset: Mørke skyer skød Northside i gang
Torsdag blev årets Northside skudt i gang. Himlen åbnede i ny og næ sluserne over de glade festivalgængere.
Peter Olsen er en garvet festivalgænger. Der skal mere end et par byger til at få ham til at flå partout-armbåndet af i frustration.
»Vi har været på festivaler, hvor det var meget værre. Det handler om mindset,« konstaterer han tørt i den våde kulisse.
Torsdag var dagen, hvor Northside 2024 slog dørene op og inviterede til tre dages festivitas med musik, forsvundne venner og vegetarmad. Nærmest på slaget 12, hvor festivalen officielt åbnede, stemplede regnguderne også ind og leverede en gedigen skylle. Scenariet gentog sig omkring klokken 13, hvor Jens Unmacks Love Shop ellers stod klar til at åbne Astra-scenen. Den åbning blev derfor udskudt cirka 20 minutter.
Peter Olsen stod, flankeret af sine to faste festival-makkere Thomas Hinge og Nis Linnet, klar på den væskemættede plæne foran Astra-scenen og slukkede tørsten. De tre venner har været på Northside en lille håndfuld gange før, og det er nemt og bekvemt for de tre aarhusianere.
»Vi var førhen på Smukfest, men det er blevet for proppet, og her er vi tæt på hjemmet, så det er nemmest,« lød det fra de tre.
De er generelt enige om mange ting. At Pulp er det, de glæder sig mest til, og at programmet ellers ikke er det mest ophidsende.
»Der er ingen kunstnere på plakaten, som jeg ville købe en almindelig koncertbillet til,« konstaterede Nis Linnet tørt.
En betragtning, som hans to følgesvende giver ham ret i. I stedet er de her primært for hyggen og samværet skyld. Love Shop er dog helt okay, lød det.
»Vi er jo også cirka lige så gamle som Jens Unmack.«
En bund af müslibar
Kort før indgangen til Northside blev åbnet, traf avisen et ungt par, der var klar til at entrere festivalen for første gang nogensinde.
»Vi plejer at være på Roskilde, men i år blev det Northside,« lød det samstemmende fra Christine Flensburg og Paul Hansen, mens de lagde en god bund med müslibarer, inden festlighederne startede.
Når man betragter det unge par, er det svært ikke at lægge mærke til Christina Flensburgs benklæder. Et par korte shorts i regnbuens farver er dagens tøjvalg.
»Jeg er ikke aktivist, men det er en vigtig sag for mig. Jeg går op i det,« sagde Christine Flensburg, der, ifølge eget udsagn, stadig lever højt på den Pride-uge, der netop har været i Aarhus.
En evigt tilbagevendende snak på Northside er politikken om, at der ikke sælges kød i de mange madboder, der skal mætte de mange festivalgængere.
Selvom de tre herrer og det unge par befinder sig langt fra hinanden på aldersskalaen, er det ingen utilfredse miner at spore, når snakken falder på det vegetariske menu-kort, de alle er underlagt i Eskelunden.
»Det er ganske fin mad, det gør os ingenting,« lød det fra Nis, Thoma og Peter.
Paul og Christine spiser i forvejen »primært vegetarisk«, så heller ikke her er der større indsigelser.