Fortsæt til indhold

Claes Antonsen efter dokumentar om sexisme: »Undskyld«

Trommeslager Claes Antonsen står frem og undskylder efter DR-dokumentaren "Sexisme i musikbranchen".

Kultur og byliv
/ritzau/jro

Trommeslager i The Antonelli Orchestra Claes Antonsen undskylder for gennem mange år at have udvist grænseoverskridende og sexistisk adfærd.

Det skriver han i et opslag på Facebook.

Udmeldingen kommer, efter at en række kvinder har stået frem med oplevelser om grænseoverskridende adfærd i DR-dokumentaren ”Sexisme i musikbranchen”.

»Jeg har alt for sent forstået, hvor ulykkelige kvinderne blev, og at mit sprog og min adfærd også har fået kvinderne til at føle, at de mistede deres kunstneriske faglighed og kun blev bedømt på deres udseende.«

»Det vil jeg gerne undskylde for. Jeg er simpelthen så ked af, at jeg igennem mange år ikke har indset, at jeg, uden tanke for kvinderne, har brugt ord og vendinger om og til dem, som har været grænseoverskridende og sexistiske,« skriver han i opslaget.

I DR-dokumentaren er Claes Antonsen anonymiseret og optræder under navnet ”bandmedlemmet”, når sangerinderne Katinka Bjerregaard og Mathilde Falch fortæller om deres oplevelser under produktionen af TV 2-programmet ”Toppen af poppen”.

Flere kunstnere har aflyst jobs med The Antonelli Orchestra - blandt dem Tessa og Malte Ebert.

Ifølge Ekstra Bladet har kendis-kokken Jesper Koch og droppet samarbejdet med orkestret.

»Det er korrekt, at de var booket til julefrokoster i december. Men ud fra billetsalget og den aktuelle dokumentar har jeg sammen med mit ledelsesteam besluttet at annullere bookningen af The Antonelli Orchestra,« siger han til bladet.

Claes Antonsen spiller blandt andre med Thomas Helmig og Sanne Salomonsen. Derudover har ”The Antonelli Orchestra” også været fast husorkester i ”Vild med dans”.