Efter sexisme-dokumentar: Nu trækker han sig fra alt
Claes Antonsen trækker sig fra bandet The Antonelli Orchestra.
Trommeslager og kapelmester Claes Antonsen trækker sig »fuldstændigt« fra bandet The Antonelli Orchestra og alle andre aktiviteter, han er involveret i.
Tilbagetrækningen sker efter DRs dokumentar ’Sexisme i musikbranchen’, der løb over skærmen i starten af ugen.
Her kom det frem, at et magtfuldt medlem af det populære band havde opført sig utilstedeligt overfor flere kvindelige kunstnere, som havde medvirket i programmet ’Toppen af Poppen’ på TV2.
Blandt andet fortalte sangerinden Katinka om en episode, hvor bandmedlemmet antydede, at han gerne vil se op under hendes kjole. Og Mathilde Falch kunne bl.a. fortælle, at han kort før en optræden i programmet på upassende vis roste hende for hendes bagparti og hendes læderbukser.
Claes Antonsen blev ikke navngivet i DR-dokumentaren, men onsdag valgte han selv at afsløre, at han var det pågældende bandmedlem.
I en opdatering på Facebook beklagede han sin opførsel.
»Jeg har alt for sent forstået, hvor ulykkelige kvinderne blev, og at mit sprog og min adfærd også har fået kvinderne til at føle, at de mistede deres kunstneriske faglighed og kun blev bedømt på deres udseende. Det vil jeg gerne undskylde for. Jeg er simpelthen så ked af, at jeg, igennem mange år, ikke har indset, at jeg, uden tanke for kvinderne, har brugt ord og vendinger om og til dem, som har været grænseoverskridende og sexistiske. Det var ikke i orden. Slet ikke. Undskyld,« skrev han.
Dokumentaren har medført, at en række koncerter, som Claes Antonsen og The Antonelli Orchestra skulle spille, er blevet aflyst.
Det er uvist, om kapelmesterens og trommeslagerens beslutning om at trække sig ændrer på det.
22. juni er det programsat, at Claes Antonsen skal optræde sammen med Sanne Salomonsen i Tivoli Friheden i Aarhus.
Til Ritzau siger direktør Henrik Olsen, at han ikke ved, om koncerten må aflyses.
»Vi afventer en udmelding fra Sanne Salomonsen. Når den kommer, tager vi stilling til, hvad der skal ske,« siger han.
Claes Antonsen er 61 år gammel og født og opvokset i Aarhus. Foruden at være frontmand i The Antonelli Orchestra, er han også trommeslager for Sanne Salomonsen, Thomas Helmig samt mange andre kendte navne som Andreas Odbjerg, Medina og Drew Sycamore.