Fortsæt til indhold

Den vildeste salat er karrysalat: Herrefrokost med rigtig og rigelig herremad

Traditionsrig herrefrokost med hygge, musik og fællessang.

Kultur og byliv
jr

»Menuen er rigtig herre mad. Ikke noget med små salater. Den vildeste salat er nok karrysalat.«

Sådan lyder det fra Lions Club Hadsten om den traditionsrige herrefrokost til det årlige Lilleå Marked, der i år finder sted i Løvehulen lørdag 24. august klokken 14. Det årlige bymarked er i år flyttet fra uge 32 til uge 34.

»Det er blevet en hyggelig tradition, hvor snak, fællessang og herrehygge står i højsædet,« fortæller Lars Simonsen fra Lions Club i en mail til Lokalavisen.

Maden bliver leveret af Lina Damgaard Mad & Vin, og udover at det altså er rigtig herremad, vil der også være rigeligt af den. De lokale Lions medlemmer og hjælpere står selv for serveringen, og de vil ikke udelukke, at de finder på nogle tosserier undervejs. Ligesom der traditionen tro vil være livemusik til herrefrokosten, som arrangørerne kalder årets hyggeligste.

Billetterne er nu frigivet og kan købes til 195 kroner i fire lokale butikker: Skjold Burne, Tøjeksperten, Centralkroen og Hadsten Blomster. Du bliver desuden belønnet med et værdibevis på 100 kroner til den butik, hvor du køber din billet til herrefrokosten.