Fortsæt til indhold

Kendte musikere på Ejer Bavnehøj: Tårnets 100-års fødselsdag fejres med Skanderborg-sanger i spidsen

Kultur og byliv
mw

Peter Sommer begynder snart sin efterårsturné, der omfatter 22 spillesteder rundt om i landet. Før turnéen for alvor går i gang, giver han en eksklusiv koncert med titlen ’Peter Sommer alene med Palle i verden’ på Ejer Bavnehøj.

Det gør han i forbindelse med Genforeningstårnets 100-års fødselsdag 25. august.

Det oplyses i en pressemeddelelse.

Viggo Rasmussen, der har været formand for Ejer Bavnehøjs Venner i 24 år, har ét særligt ønske til den eksklusive koncert på Ejer Bavnehøj, hvor Peter Sommer optræder i selskab med Palle Hjorth.

»Jeg håber især, at Peter og Palle optræder med ’Når studenterhuerne letter’, der var deres bidrag til ’Min sang til Danmark’, som blev afviklet af DR i 2022,« udtaler formanden i forbindelse med pressemeddelelsen.

Sammen med 15 forskellige sangkunstnere dykkede DR ned i sangens betydning, og hvordan den sætter ord og følelser på det, vi som mennesker har sammen. Med ’Min Sang’-temaet ville DR sammen med danskerne undersøge, hvordan sange forbinder os som nation, som venner, som kærester, kolleger og alt derimellem.

Personligt har jeg ikke noget imod, hvis 8-6-6-0 med ordene ”ren provins i skulderhøjde” måske finder vej til et ekstranummer
Viggo Rasmussen, formand for Ejer Bavnehøjs Venner

»Det er lige det, jeg forbinder med Peter Sommers rammende tekster og iørefaldende melodier. Personligt har jeg ikke noget imod, hvis 8-6-6-0 med ordene ”ren provins i skulderhøjde” måske finder vej til et ekstranummer,« siger Viggo Rasmussen.

Det er ikke første gang, Sommer optræder på Ejer Bavnehøj. I 2002 var han med til at indvie den omfattende renovering af tårnet sammen med bandet Superjeg, som han dannede med Søren Zahle og Carsten Vallentin.

Genforeningstårnet på Ejer Bavnehøj kan 25. august fejre 100-års fødselsdag. Foto: Michael Wulff

Siden da har Peter Sommer været aktiv i forskellige musikalske sammenhænge.

Om nuværende makkerskab, som Peter Sommer har med Palle Hjorth, skrev Jyllands-Posten sidste år:

”Peter Sommer, der – flankeret af tangentbokseren Palle Hjorth – syntes at stå stærkere på scenen end nogensinde før.”

Avisen kvitterede med fem stjerner.

Én scene, mange kunstnere

Helt alene på scenen er Peter Sommer og Palle Hjorth ikke. Marie Højlund dukker op med sin trio fra Aarhus, Katinka Bjerregaard kommer fra København og fremadstormende The Mukherjee Development flankeret af fire musikere, der blandt andet spiller i Tiggerne sammen med Peter Sommer, aflægger ligeledes visit.

Musikprogrammet er sammensat af musiker og producer Søren Zahle.

Koncerten er støttet af Skanderborg Kommune og Nordea-fonden og afholdes 25. august klokken 14.

Man kan bestille billetter på ejerbavnehoj.nemtilmeld.dk