Fortsæt til indhold

Rutschebane-maraton i Djurs Sommerland: Hvem kan køre flest timer i træk?

Mandag blev parkens rutschebane-maraton skudt i gang for andet år i træk.

Kultur og byliv
msb

Hvem kan sidde længst i Piraten og Juvelen?

Det dystede en flok dedikerede rutschebane-fans om sidste år.

Nordens største sommerland gentager succesen igen i år.

Denne gang dystes i to nye rutschebaner, nemlig T-Rex Family Coaster i Dinosaurland og DrageKongen, der er Danmarks største, hurtigste og længste suspended coaster.

Sidste års rutschebane-maraton var et særligt event og en hyldest til to af forlystelsesparkens absolutte sværvægtere og internationalt anerkendte rutschebaner, Piraten og Juvelen.

De to rutschebaner kunne nemlig fejre henholdsvis 15 års og 10 års jubilæum. Interessen var overvældende, og ikke færre end ni af 23 deltagere imponerede med 11 timers rutschebaneture i træk.

Vi har lyttet til gæsterne

Der er ingen jubilarer blandt Djurs Sommerlands ni rutschebaner i år, men efter utallige henvendelser fra fartglade gæster afholdes der en ny omgang rutschebane-maraton.

»Det er fantastisk at opleve, hvor populære vores rutschebaner er, og den store interesse for et event som dette. Derfor skal vi selvfølgelig holde rutschebane-maraton igen i år, selv om der egentlig ikke er nogen anledning, ud over Roller Coaster Week, hvor alle vores sæsonkortgæster ekstraordinært kan køre rutschebaner en time før, parken åbner for andre gæster,« fortæller administrerende direktør Henrik B. Nielsen og uddyber.

»Vi har lyttet til vores gæsters ønsker. Derfor skal der dystes i DrageKongen og T-Rex Family Coaster i år. Så er der både noget til dem, hvor det gerne må være lidt vildere, og til dem, hvor det skal være knap så vildt.«

DrageKongen er 30 meter høj, 825 meter lang og kører med en tophastighed på 85 km/t. Dermed er DrageKongen Danmarks største, hurtigste og længste suspended coaster, hvor vognen hænger under skinnerne og benene svæver frit i luften.

T-Rex Family Coaster er en 400 meter lang familierutschebane, der suser rundt blandt vilde dinosaurer.

Preben jagter officiel rekord

Hver dag mandag til lørdag i uge 31 reserveres to sæder i hver af de to rutschebaner DrageKongen og T-Rex Family Coaster.

Blandt mere end tusind tilmeldte, er 24 deltagere sluppet gennem nåleøjet. En af dem er Preben Theis Jeppesen, også kendt som ”ham Preben, der besøger Djurs Sommerland og prøver forlystelser hver eneste dag, parken er åbning”.

»Sidste år var jeg heldig at få lov til at deltage i rutschebane-maraton i både Piraten og Juvelen, og jeg tog 11 timer i træk i dem begge. Det blev til 170 ture i Juvelen og 177 ture i Piraten. Jeg er jo i parken hver dag, og synes bare, at det er fantastisk at suse af sted igen og igen. Jeg glæder mig til en hel dag i DrageKongen, hvor jeg skal nyde den ene tur efter den anden. Faktisk er jeg ret sikker på, at jeg klarer den. Med 105 ture i DrageKongen på én dag, har jeg nemlig den uofficielle rekord,« fortæller det kendte ansigt i Djurs Sommerland, Preben Theis Jeppesen.

Prebens jagt på den officielle rekord i DrageKongen sker fredag 2. august.