Fortsæt til indhold

Caspers Kanoræs fik nyt venskab til at blomstre: »Nogle ideer lyder bare bedre klokken halv fire om natten«

Deltagerne løb, sejlede, drejede, byggede, hulahoppede og bundede sig gennem det traditionsrige kanoræs på festivalens femte dag. Og for vinderne blev det måske starten på et nyt venskab.

Kultur og byliv
Emma SørensenJournalist

Tilskuerpladserne fyldtes op til ræset, først i læ under teltdugene, sidenhen bredte opbakningen sig ud langs søens bred, i takt med at solens stråler roligt listede frem bag skyerne.

Vejrudsigten lovede regn, regn og atter regn, og den udsigt holdt stik nærmest lige op til, værterne til Caspers Kanoræs, Sofie og Benjamin, trådte frem på pladsen foran Skanderborg Sø.

»Vi havde vejret imod os til at starte med, men opbakningen var stor alligevel, og så kom solen jo, og man må bare sige, at den for alvor kom til at skinne på en vinder i dag.«

Sådan lyder reaktionen fra Benjamin, den ene halvdel af værtsparret.

Fra startlinjen skulle deltagerne gå i trillebøre ned til vandkanten, hvor kanoerne lå klar til at blive sejlet rundt om badebroen til kort indlogering i vandkanten, mens holdene drejede ti gange om sig selv, opsatte et telt, sejlede tilbage, hulahoppede, for til sidst at bunde en øl på podiet.

Konkurrencen løb gennem to heats med tre hold i hver og en finale med de to bedste hold fra hvert heat. Gennem begge heats og finalen gav deltagerne alt for at vinde den gyldne gummistøvle og to billetter til næste års Smukfest. De kanorelaterede dramaer og stunts var bl.a. et styrt, der næsten fik sunket skuden, et hovedspring ud i kanoen, en sejlads med ryggen til, og en padlende på maven.

Sidste år var den første kvinde nogensinde med til arrangementet, og i år er hele to kvinder med fordelt på to hold. Begge hold i andet heat, hvor de går videre til finalen. En af disse kvinder er Sidsel Sonnerup Breining Johansen, der sammen med holdkammeraten Emil Krath Thomsen stod med sejren efter en meget tæt finale. Hvor nogle af holdene havde kendt hinanden fra sandkassen, havde Sidsel og Emil mødt hinanden kl. 4 natten til fredag, hvor aftalen også faldt på plads.

»Når man bliver spurgt om noget klokken halv fire om natten, så lyder alt bare som en lidt bedre ide,« forklarer Emil.

»Jeg sagde til ham, at det var win-win. Både partoutbilletterne, og så får du lov at se mig nøgen,« griner Sidsel til sin makker.

Om de to skal følges på Smukfest næste år, kan de ikke løfte sløret for, men for nu skal sejren fejres med en bajer og et bad.

Se flere billeder fra ræset her:

Foto: Mike Madsen
Foto: Mike Madsen
Foto: Mike Madsen
Foto: Mike Madsen
Foto: Mike Madsen
Foto: Mike Madsen
Foto: Mike Madsen
Foto: Mike Madsen
Foto: Mike Madsen