11 bands og 450 unge gav den gas til ny musikfestival i Favrskov
Der er glæde hele vejen rundt efter ny musikfestival arrangeret af og for unge.
Den sidste lørdag i august lagde Hadsten Kulturhus Sløjfen rammer til Kvas Festival. Allerede inden åbningen lørdag eftermiddag var der solgt 320 billetter, og senere blev der solgt langt over 100 billetter i døren.
»Det har været lidt et sats med en helt ny, lokal festival, der skal koldstartes, så det er svært at vide, hvor man skal sætte succeskriteriet. Men vi er simpelthen så glade over den store opbakning, vi har fået, og det har nok overrasket os, at så mange er kommet forbi. Det er over al forventning,« siger leder af kulturområdet i Favrskov Kommune og Sløjfen, Trine Valentin, i en pressemeddelelse.
11 bands leverede musikalsk energi og glæde på to scener indenfor forskellige stilarter fra rock og pop til moderne fusions hip-hop.
Blandt de optrædende var festival-aktuelle bands som Von Quar, Apacha og ”Bogfinkevej” samt bands fra lokalområdet, blandt andet Sophus, hvor forsangeren og sangskriveren er fra Hammel og på vej frem i det aarhusianske musikmiljø.
Sløjfen var fuld af liv med bar og madbod og backstagelokaler til alle artisterne. Det hele var arrangeret af de unge selv, og festivalen var aldrig blevet til noget, hvis ikke det havde været for dem og for økonomisk støtte fra både lokale og eksterne puljer.
En styregruppe på seks unge har stået for overordnede planer, organisering, booking af navne og markedsføring, mens yderligere 35 - 40 unge frivillige har givet den en skalle med klargøring, opstilling, bartjans og oprydning og alt muligt andet praktisk.
»Det har været et stort arbejde, men når man kigger rundt i Sløjfen i aften, så har det været det hele værd. Det er sjovt og fedt at være med til at bygge det hele op og få noget nyt og anderledes til at ske i en by som Hadsten. Vi håber, at vi kan være med til at sætte gang i en tradition, så der også kan holdes en fed festival til næste år,« siger Klara Østrup Bundgaard og Liva Nørregaard Mikkelsen, der går i 3.g på Favrskov Gymnasium, mens de langer kolde drikkevarer over bardisken til de glade festivaldeltagere.
Anton Jensen, en del af ungegruppen og fra Hammel, håber, at man med sådan en festival, kan få mere gang i ungemiljøet i lokalområdet.
»Både Favrskov og de unger viser med Kvas Festival, at vi kan lave noget rigtig godt og flot, hvis vi får muligheden. Det er nogle perfekte faciliteter, vi har fået stillet til rådighed af kommunen med Sløjfen, og vi har så selv udfyldt festivalen på bedste måde og defineret indholdet, så vi får lavet en event af unge – til unge,« siger Anton Jensen.
De unge arrangører håber ligesom kommunens kulturleder, at festivalen kan blive en tradition.
»De unge arrangører og frivillige er glade her dagen derpå, og de vil gerne gøre det igen. Det vil vi faktisk også, altså skabe en ny tradition. Så vi må se, hvad det kan udvikle sig til i fremtiden, hvis der er opbakning hele vejen rundt,« siger Trine Valentin.
Kvas Musikfestival er støttet af Favrskov Kommune, Kulturring Østjylland, Tuborgfondet og den lokale musikfestival i Hadsten, Musik på Toppen.