Bistro sadler om til lavpris-restaurant: »De skal have en lille regning«
Fransk bistro på Aarhus Ø bliver til budgetvenlig pastabar.
Halibut Bistro på Aarhus Ø kaster sig ud i en større konceptændring fra det finere franske til det billigere italienske.
Det fortæller restauranten, der holder til på Bernhard Jensens Boulevard, i en pressemeddelelse.
Skiftet sker efter en sommer, hvor Halibut har haft succes med en popup-pastbar.
»Det var så stor en succes, at vi har valgt at gøre pastabaren permanent med god mad til overkommelige priser,« forklarer Mads Krogsholm, medejer af Halibut.
Lørdag den 14. september bliver således sidste dag med fisk og skaldyr, før stilen lægges om og menuen står på pastaretter.
Ifølge Mads Krogsholm sker konceptændringen også i en erkendelse, at danskerne er mere til lavpris-restauranter og det italienske køkken.
»Et restaurantbesøg er også en social oplevelse, og det kunne være dejligt at omfavne et bredere publikum, der vil have smagfulde italienske klassikere til en skarp pris,« siger han.
Men hvad dækker lavpris-restaurant så over?
Jo, den nye spisekort kommer til at byde på forretter til 69 kr., hovedretter til 99 kr. og desserter til 49 kr. Derudover vil man også kunne få en fire retters italiensk menu med antipasti, primo, secondi og dolci til 250 kr.. Alle retter sælgers også som take-away.
»Gæsterne skal virkelig mærke, at de får valuta for pengene. De skal have den gode restaurantoplevelse, men en lille regning. Det enkle, italienske køkken er perfekt til det og rammer bredt,« siger forklarer Halibut-medejeren.
Pastabaren åbner hver dag kl. 16. Første åbningsdag bliver 17. september.