Fortsæt til indhold

89-årig eks-barneskuespiller gør pludselig comeback efter 34 år

Jens Due fra Hasle har medvirket i et hav af gamle danske film som ”Far til fire i byen”, ”Sommer i Tyrol” og ”Frøken Nitouche”. Det var egentlig et overstået kapitel, men nu laver han sit skuespil-comeback på Aabyhøj Amatør Teater i en alder af 89.

Kultur og byliv

Engang væltede han sig i skuespilsroller. Det kan både scrapbøger, billeder og gamle avisudklip minde 89-årige Jens Due om.

Bordet foran scenen er i dagens anledning skam også fyldt med den slags påmindelser, da avisen besøger skuespilleren på Aabyhøj Amatør Teater. Gamle avisudklip og sort-hvide fotografier fortæller blandt andet en historie om de roller, han engang fik i en række store danske film – og de koryfæer, han delte scenen med.

Men de gamle billeder minder ham også om det, der er en livslang kærlighed til scenekunsten. En, som han aldrig har sluppet, selv om han faktisk sagde farvel til det hele for mere end 30 år siden.

Men nu siger han så goddag til det hele én gang til.

Sidste rolle på de skrå brædder var ellers i 1992, da han spillede professor Higgins i ”My Fair Lady” på Vilhelmsborg Friluftsteater. Men en voldsom november for tre år siden har nu så småt ført ham tilbage mod den manege, han nærmest er vokset op i, og som i sin tid også sendte ham op på det store lærred i en række gamle danske film som bl.a. ”Far til fire på Bornholm”, ”Frøken Nitouche” og ”Sommer i Tyrol”.

I dag er det dog ikke en film, men derimod et lystspil på Aabyhøj Amatør Teater, der har trukket ham ud af skuespilspensionen. Men det pludselige og glædelige comeback hviler også på en trist baggrund.

En trøst

For 17. november 2023 døde Lis, Jens Dues kone gennem 59 år, af kræft efter kort tids sygdom. Og blot få dage senere døde den ene af hans tre døtre, Karina, af et hjertestop.

Lis og Jens Due blev gift 26. marts 1964. Privatfoto

En voldsom tid, som skuespilleren ikke lægger skjul på var hård for både ham og familien.

»Så jeg har også skullet finde noget at trøste mig på,« siger han.

»Og siden jeg var fem år gammel, har jeg altid elsket teatret. Men min kone, som også var med i den sidste forestilling, jeg optrådte i, var lidt træt af, at jeg var væk om aftenen. Men jeg har altid haft lyst til at komme tilbage til det.«

Et par måneder efter dødsfaldene meldte han sig ind i Aabyhøj Amatør Teater, hvor han siden har hjulpet til med lidt af hvert. Men han har hele tiden haft blikket rettet mod en rolle i et af teatrets stykker.

Derfor slog han også til, da han fandt ud af, at Aabyhøj Amatør Teater stod over for den kommende sæson og manglede en til at spille rollen som den velbegavede, men også underdanige forlagsredaktør i lystspillet ”Alt for Marie”.

Jens Due fortæller, at han stadig holder sig i gang. Han går til vandgymnastik og svømmer en kilometer i bassin hver uge og cykler og synger, og så holder han også små foredag i Hasle Sognehus hver tirsdag om forfattere og skuespillere. Foto: Anders Michaelsen

Gensynet med at stå på scenen krævede dog lidt tilvænning.

»Jeg vidste, jeg havde øvet mig godt hjemmefra. Men da jeg så kom ind på scenen, gik jeg i sort: ”Hvad skal jeg sige nu?”,« fortæller han.

»Det er jeg dog heldigvis holdt op med nu. Men der kunne jeg godt mærke, at der skete noget første gang, jeg skulle på scenen,« siger Jens Due.

Comebacket er heller ikke blevet mindre særligt af, at det lystspil, som Jens Due nu har fået en rolle i, er skrevet af en af hans tidligere instruktører.

»Manuskriptet er skrevet af Johannes Allen tilbage i 50’erne, og det var netop også ham, der var forfatter og instruktør på ”Ung leg”, som blev Ghita Nørby og Hanne Borchsenius’ spillefilmsdebut, og i den spillede jeg også deres klassekammerat. Så det er lidt mærkeligt for mig at møde Johannes Allen igen på den her måde,« siger skuespilleren.

»Jeg var også til audition til at spille hovedrollen som Benny i den film, men den snuppede Frits Helmuth,« siger han og smiler.

Jens Due var med i filmen "Ung leg" fra 1956, som samtidig også var Ghita Nørbys filmdebut. Klaus Pagh havde lånt ham et charmetørklæde. Fra venstre: Annette Vorbeck, Ghita Nørby, Jens Due og Morten Schyberg. Privatfoto

Arvet teater-bacille

Men den livslange kærlighed, som Jens Due nu vender tilbage til, begyndte dog mange år før 1956-filmen ”Ung leg”. For skuespillet har altid fyldt meget i familien – og er også hele grunden til, at han er her i dag.

Morfaren var formand for Danmarks Afholdssamfund, en bevægelse, der også havde et amatørteater i København. Og heri optrådte både hans mor og far.

»Min mor og far mødte hinanden på amatørteateret. De skulle spille forelskede. Det blev de så, og så blev jeg til det, og jeg blev professionel, da jeg var syv år,« siger han.

Den store interesse for teatret arvede hans fem år ældre storesøster også, og hun tog ofte en meget ung Jens Due med til børneteater.

Det var fra tidlig alder, at Jens Due blev bidt af teatret. Her sammen med Birgit Metsch, som han optrådte sammen med i Ping-Klubben. Privatfoto

Læg så også dertil, at Jens Dues kusine er den nu afdøde skuespiller Elin Reimer, som de fleste nok husker som kokkepigen Laura i ”Matador” og Fru Olsen, den vrisne underbo i ”Krummerne”.

Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at Jens Due allerede som 5-årig stod på en scene for første gang til en talentkonkurrence, der foregik i cirkusteltet på Bakken.

Far til fire-skuespilleren Ib Schjønberg var konferencier, da blot 5 år gammel Jens Due optrådte i en talentkonkurrence på Bakken.

Her forsøgte konferencier og Far til fire-skuespiller Ib Schønberg endda at afbryde den unge Jens Due i at synge sin sang, hvilket gjorde, han efterfølgende endte i avisspalterne som ”Drengen med visen paa de 118 vers”. Jo, og så vandt han også en andenplads og 50 kr. Et stort beløb i 1943.

Og så var Jens Due ellers blevet bidt af det ”kick”, det giver at stå på en scene.

På skødet af stjerner

Siden optrådte Jens Due også i børneteateret Ping-Klubben, hvor han for hvert år fik en større rolle. Den professionelle debut kom dog allerede som 7-årig i 1944 i stykket ”Op lille Hansen!” på Apollo Teatret. Her spillede han sammen med Lilly Broberg og Osvald Helmuth.

Starstruck? Nej.

»Det var jeg var for lille til at blive. Men det var nogle søde mennesker,« siger han og tilføjer:

»Men det var da dejligt at sidde på skødet af Lilly Broberg, som var barnepige i det stykke. Det var der da sikkert mange unge mænd, der gerne ville. Jeg havde nok ikke helt den samme glæde,« siger han.

Men den purunge skuespiller, der på det tidspunkt tjente i omegnen af 10 kroner pr. aften, blev hurtigt arbejdsløs. For 19. januar 1945 sprængte tyskerne Apollo Teatret i luften - og teatret, som lå til venstre for hovedindgangen til Tivoli i København, blev aldrig genopført igen.

»Jeg husker tydeligt, min mor fortalte mig: ”Teatret er brændt.” ”Det er ikke sandt, det er ikke sandt,” sagde jeg, for jeg elskede at komme der,« erindrer han.

Heldigvis for den unge barneskuespiller kom der dog alligevel flere roller andre steder.

Og præcis et år efter kom Jens Due så med i Folketeatrets opsætning af Nøddebo Præstegård, hvor han på nærmeste hold så en ung Ove Sprogøe i sin debutrolle som den pigeglade Nikolai.

Jeg husker tydeligt, min mor fortalte mig: ”Teatret er brændt.” ”Det er ikke sandt, det er ikke sandt,” sagde jeg, for jeg elskede at komme der
Jens Due var knust, da Apollo Teatret blev sprængt

Hans egen debut på det store lærred kom lidt senere i 1949, da han var med i ”Kampen mod uretten”, som var en film om Peter Sabroe.

Få år senere, i 1952, fik han rollen som bondedrengen Morten i ”Ta´ Pelle med”. Her spillede han sammen med den dengang 13-årige Lone Hertz.

»Hun fik mit første kys!« fortæller skuespilleren og tilføjer:

»Vi legede sandhed eller konsekvens, ellers var der ikke noget imellem os,« siger Jens Due og griner.

I de efterfølgende knap 20 år optrådte Jens Due i en række mindre roller i lige knap 30 danske film. Flere af dem større og velkendte titler som ”Far til fire i byen”, ”Flintesønnerne” og ”Poeten og Lillemor” - og på nærmeste hold af koryfæer som Ghita Nørby, Dirch Passer, Ebbe Langberg, Buster Larsen, Poul Reichhardt, Lone Hertz og Preben Kaas.

Seneste rolle på de skrå brædder var som nævnt i 1992, da han spillede professor Higgins i ”My Fair Lady” på Vilhelmsborg Friluftsteater, og siden er det også blevet til erindringsbogen ”En gammel eksbarneskuespiller fortæller”, som udkom i 2019.

Drømmen, der døde

Jens Due jagtede i alle årene drømmen om at leve af skuespillet, og han blev også uddannet på Aalborg Teater. Men imod slutningen af 1960’erne blev der længere og længere imellem rollerne på især de skrå brædder, men også på det store lærred.

I 1969 var han så med i sin sidste film ”Ta’ lidt solskin”, og det var samtidig også et farvel og tak til skuespildrømmen:

Scrapbøgerne er fyldt med minder fra diverse forestillinger og filmoptrædener. Men de helt store roller udeblev.

»Det var udelukkende, fordi jeg ikke kunne tjene nok penge til at forsørge min familie, og jeg havde på det tidspunkt to børn,« siger Jens Due, der i stedet kastede sig over lærerfaget, som han i forvejen havde dyrket lidt ved siden af som vikar.

Lærergerningen kunne han for alvor kaste sig over, da han i 1970 kom til Aarhus og blev lærer på Laursens Realskole, og senere blev han lærer hos Flygtningehjælpen, hvor han var i 27 år frem til sin pension i 2003.

Ærgrer det dig i dag, at drømmen brast?

»Ja, selvfølgelig. Det var min store drøm at kunne leve af at være skuespiller hele livet. Men talentet rakte åbenbart ikke til mere. Der var noget med den måde, jeg bevægede mig på, som ikke var god nok, det var i hvert fald den forklaring, jeg fik, da jeg gik på Aalborg Teaters Elevskole. Men jeg har også været glad for lærerfaget, og der har jeg jo også kunnet bruge det at være skuespiller. Eksempelvis hos Flygtningehjælpen, hvor jeg jo har kunnet beskrive danske ord med fagter og en tydelig mimik,« siger Jens Due.

Jens Due bor i Hasle sammen med sin datter Isabella (th.) og hendes 8-årige datter Gabriella, som han er blevet en slags reserve-far for. Barnebarnet er meget aktiv med dans, springgymnastik og kirkesang, fortæller en stolt Jens Due. Hundene Stella og Aurora bor der også, og dem lufter skuespilleren to gange hver dag. Foto: Anders Michaelsen

Nu er han blot sin egen lærer, når han skal forsøge at lære sig selv de replikker, som med tiden er blevet sværere at huske.

Men det skal nok gå. For han holder sig i gang. Cykler, svømmer og går til vandgymnastik. Og så holder han også små foredrag i Hasle Sognehus hver tirsdag om forfattere og skuespillere. Selvfølgelig.

Og rundt om hjørnet af alt det venter mere repetition, flere prøver og forberedelse og så ultimativt 13 forestillinger, som Jens Due har et aldrende, men målrettet blik stift rettet imod.

»Jeg er selvfølgelig spændt på at mærke publikums reaktion. For det er et stykke med mange sjove replikker og overraskende situationer. Og så er det også mig, der får den sidste replik,« siger han med et smil på læben.

Foto: Anders Michaelsen

Lystspillet ”Alt for Marie” har premiere på Aabyhøj Amatør Teater 31. oktober og går frem til den 28. november.

Se video: