Fortsæt til indhold

Verdenskendt kunstner fra Ebeltoft får egen udstilling i byen

Maltfabrikken og Museum Ovartaci inviterer til fernisering af udstillingen 'Ovartaci – Kunst og Livsstationer – Den g(l)emte streg' i forbindelse med 130-året for kunstnerens fødsel i Ebeltoft.

Kultur og byliv
mw

I dette efterår er det 130 år siden, kunstner Ovartaci blev født. I Ebeltoft markeres den runde fødselsdag med en særudstilling på Maltfabrikken – kun få hundrede meter fra kunstnerens fødehjem.

Det oplyses i en pressemeddelelse.

Ovartaci er især kendt for sine karakteristiske lange kvindeskikkelser med hvepsetaljer og skrå, mandelformede øjne – et motiv som går igen i hans tegninger, malerier og papirskulpturer.

Med særudstillingen ’Ovartaci – Kunst og Livsstationer - Den g(l)emte streg’ på Maltfabrikken er der mulighed for at opleve en anden og langt mindre kendt side af Ovartacis kunstneriske virke.

Udstillingen tager afsæt i mindre kendte papirværker, som længe udelukkende har befundet sig i Museum Ovartacis arkiver i Aarhus.

Værkerne er overvejende skitser og tegninger, som viser Ovartacis tekniske dygtighed og fortæller om, hvordan han, i sit liv som patient gennem 56 år, af nød, venlighed, interesse eller for at udfordre sig selv også kastede sig ud i mere naturalistiske gengivelser.

Hvis man allerede kender til Ovartacis univers, vil ’Ovartaci – Kunst og Livsstationer - Den g(l)emte streg’ på kunne tilføje en ny brik til det samlede billede af den fascinerende kunstner.

Udstillingen åbnes med fernisering 8. oktober klokken 16 i Støbesalen på Maltfabrikken. I forbindelse med åbningen taler blandt andre Maltfabrikkens direktør Kristian Krog og Museum Ovartacis direktør Mia Lejsted.

Udstillingen kan opleves frem til 10. november.