Kunst fra hele landet fylder Ridehuset og støtter gode formål
50 meget forskellige kunstnere udstiller næsten 1000 værker.
I weekenden 25. – 27. oktober holdes for 14. gang kunstudstillingen Alletiderskunst i Ridehuset i Aarhus med kunstnere fra alle egne af Danmark.
De besøgende vil blive mødt af næsten 1000 værker fra 50 kunstnere og dermed et overflødighedshorn af farver, former og finurlige figurer.
»I år er der ingen entré til udstillingen, da vi gerne vil vise så mange gæster som muligt, hvilken kreativ perle denne udstilling er,« siger tovholderen Per Enevoldsen.
Ferniseringen er fredag kl. 16 med en åbningstale ved den konstituerede leder af Public Engagement på Aros, Evrim Citirikkayam.
Alletiderskunst tager temperaturen på de aktuelle danske trends inden for maleri, skulptur, keramik, glas, fotografi, smykker og meget mere.
Ud over mange kunstneriske nyheder er der andre fornyelser.
Flere gæster ønskede sidste år et online-katalog frem for et trykt ud fra miljøhensyn, og at man kunne se kataloget på mobilen. Derfor er kataloget i år digitalt, og kun oversigten over standene er trykt.
Frivillige kræfter opstiller de 48 stande, hænger plakater op i byens lygtepæle, står for al planlægning og passer caféen. Derfor bliver der et overskud som bl.a. går til en større indsats mod børn og unges misbrug og mobning.
Fredag - søndag 25.-27. oktober kl. 10 - 16 eller 18.