50.000 kroner til fejringen af »fantasien og fællesskabet«
Sparekassen Kronjylland støtter Di Heslige Slønglers Klup med 50.000 kroner.
Di Heslige Slønglers Klup oplever for tiden en fantastisk positivitet. Gode støttekroner fra fondene bevilges til Kluppens jubilæum i 2025, så det er muligt at fastholde gratis Sløngeldage for alle.
I en pressemeddelelse fremgår det, at Sparekassen Kronjylland også har tildelt Kluppen et stort beløb. Nærmere bestemt har sparekassen sendt 50.000 kr. til Slønglerne.
»Sparekassen Kronjylland ønsker at være en aktiv og engageret medspiller i lokalsamfundet. Vi støtter løbende en bred vifte af initiativer gennem vores Gavefond, der har til formål at bidrage til fællesskabet og skabe værdi for så mange som muligt. Derfor er det med stor glæde, at vi kan overrække en donation på 50.000 kr. til Di Heslige Slønglers Klup i anledning af deres 10-års jubilæum i 2025,« lyder det fra Susanne Talbo, afdelingsleder i Sparekassen Kronjylland.
Jubilæumsarrangementet er igen i år en hyldest til børnelitteraturen, hvor Ole Lund Kirkegaards fantasifulde univers danner rammen om dage fyldt med glæde og oplevelser for både børn og voksne. Arrangementet samler daginstitutioner, skoler og familier og kulminerer i Byparken i Skanderborg i maj.
»Vi er dybt imponerede over det store frivillige engagement, som ligger bag dette projekt. Det er et smukt eksempel på, hvordan lokalsamfundet kan samles om fælles oplevelser – og det faktum, at arrangementet er gratis og åbent for alle, gør det endnu mere værdifuldt. Vi ser frem til at følge begivenhederne og er stolte over at kunne bidrage til denne fejring af fantasien og fællesskabet,« lyder det fra Susanne Talbo.
Hos Di Heslige Sløngslers Klup er man meget glade for pengene.
»Det varmer. Samtidig er pengene også med til, at Kluppen allerede i oktober kan booke gode navne til festivalen i maj - en festival, som indeholder en række lukkede arrangementer for børnehavebørn i hele kommunen og en særskilt Sløngeldag for alle kommunens 3. klasseselever,« lyder det fra Di Heslige Sløngslers Klup.
Kulminationen på løjerne er selvfølgelig stadigvæk Store Sløngeldag 24. maj 2025, som er en fejring af – som Susanne Talbo udtrykker det – »fantasien og fællesskabet.«