Fortsæt til indhold

Har du lyst til at være julevært?

Kirken i Hinnerup søger frivillige til en fælles juleaften i sognegården.

Kultur og byliv
sra

Har du lyst til at bruge juleaften på en lidt anderledes måde? Så er det måske dig, Kirken i Hinnerup leder efter.

De seneste fem år har Kirken i Hinnerup haft mulighed for at invitere til fælles juleaften i sognegården i Hinnerup for enlige, par eller familier, der er alene juleaften.

Samme tilbud vil kirken gerne kunne give i år, men den mangler frivillige og en vært eller værtsfamilie, der har lyst til at løfte opgaven, skriver kirken i en pressemeddelelse.

Alle udgifter til aftenen dækkes af Hinnerup Menighedspleje, og kirken sørger for juletræ og pynt og kan være behjælpelig med borddækning, drikkevarer, bestilling af julemad, indkøb af gaver og så videre, alt efter hvad de frivillige og værten ønsker.

Der er gode rammer for afholdelse af arrangementet i sognegården, og foruden almndelig oprydning i salen og i køkkenet, skal der ikke gøres rent.

De forgående år har der været mellem 20 og 30 deltagere, som har været inviteret fra klokken 17 til klokken 20.30 eller 21. Dermed kan både deltagere og frivillige nå hjem og få den sidste del af aftenen derhjemme.

Har du eller nogen du kender lyst til at høre mere om opgaven eller besøge sognegården for at se rammerne, hører Kirken i Hinnerup gerne fra dig snarest muligt. Du kan kontakte kirke- og kulturmedarbejder Mette Mejlgaard på mm@kirkenihinnerup.net eller på telefon 20 10 89 55.