Fortsæt til indhold

Storslået jule-weekend forude: Julemanden ankommer, og der er Usædvanlige Flødeboller i sigte

Ebeltoft vil snart dufte af jul og emme af helt nye aktiviteter.

Kultur og byliv
mw

Ebeltoft fyldes med lys og julestemning i weekenden midt i november. Efter længere tids planlægning er weekenden blevet til virkelighed gennem samarbejde og engagement fra byens lokale kræfter.

Det oplyses i en pressemeddelelse.

Tilbage i 2022 besluttede Ebeltoft Rotary Morgen Klub at undersøge, hvordan Ebeltofts jule-image kunne styrkes, og hvilke interessenter der eventuelt skulle inddrages i projektet.

Den første interessent – og den vigtigste brik – var Ebeltoft Handelsstandsforening. Planerne faldt i god jord hos formanden, Hanne Sloth, og langsomt begyndte projektet at tage fart.

Arkivfoto: Mads Nissen

Med Hanne Sloths mangeårige erfaring, Ebelfestivalen og andre relevante interessenter i tankerne blev der nedsat en arbejdsgruppe. Den har siden 2023 bestået af medlemmer fra både Ebeltoft Handelsstandsforening og Ebeltoft Rotary Morgen Klub.

Og nu er juleweekenden lige om hjørnet. Der skrues op for blusset, og den mangeårige tradition omkring julemandens ankomst og juletræstændingen udvides med flere aktiviteter.

Arrangementet finder sted lørdag en 16. november. Søndag 17. november vil en række nye aktiviteter blive afholdt rundt omkring i byen. Det gælder alt fra aktiviteter på havnen til et flødebollekursus hos Usædvanlige Flødeboller. Julemandens værksted på GLAS åbner med gratis entré for børn, og der er et væld af andre spændende muligheder.

Det er ikke kun kulturinstitutioner og butikker, der holder juleåbent denne weekend. Byens restauranter støtter også op og vil holde åbent til frokost. Så tag hele familien under armen og gå en tur i den julepyntede by.