Jagt nissekoder til julemandens hængelås og vind legetøj
Turistforeningen for Ebeltoft og Mols’ store årlige nissejagt foregår ude på Ahl Hage, og finder sted de første tre adventssøndage i december.
Julemanden har fået et stort problem. Han har fået skiftet sin 353 år gamle hængelås ud med en digital lås, og nu har julemanden glemt koden. Den gamle hængelås fejlede ikke noget, men et nyt EU-direktiv forbyder hængelåse, der er over 350 år gamle – så derfor må julemanden nu ind i den digitale tidsalder.
Det skriver Turistforeningen for Ebeltoft og Mols, der altså har brug for, at der kommer mange børn ud og hjælper julemanden med at finde koden.
Der står 10 drillenisser ude i skoven på Ahl Hage, som hver har påsat et bogstav til koden. Dem skal man finde og danne kodeordet. Kan man det, deltager man i en konkurrence.
Jagten foregår de tre første adventssøndage kl. 10–14. Starten er fra P-pladsen ude på Ahl Hage. Her vil der være folk fra Turistforeningen til stede med oplysninger om ruten, og hvad man gør.
Husk godt fodtøj til en skovtur. Tag evt. mad og lidt drikke med og få en dejlig familietur i skoven. Der vil være en konkurrence med en vinder for hver søndag, og der vil også være en samlet vinder for alle tre søndage. Præmierne er fra ”Legekæden” i Ebeltoft.