Ny bog om det vilde musiker-liv: Steffen Brandt ville sælge sin gamle bedstemor, og Jøden løb af scenen for at gemme pot for politiet
I bogen "Backstage" kommer man med i den slidte lædersofa og får et kig i køleskabet i lokalerne bag scenen sammen med navne som D-A-D, Jøden, Lydmor, TV-2 og Blæst. De fortæller Gaffas musikanmelder anekdoter og giver fif til hemmelige hotel-fester.
Regitze Skipper Bundgaard er vant til at stille artister i skudlinjen, når hun anmelder deres musik i Gaffa. Men i dag er det hende, der står på mål, for hun udgiver sin første bog: ”Backstage”.
»Jeg går faktisk rundt med en knude i maven. Det er nok sundt at prøve at stå på den anden side,« ler hun, da vi ringer til hende.
Idéen til at lave en bog om backstage-livet er forlagets. Byens Forlag og Bogcafé spurgte den kulturpolitiske redaktør, om hun kunne tænke sig opgaven, og det tilbud kunne hun ikke sige nej til.
For det meget private og næsten hemmelige rum er fuld af gode historier:
Da Blæst overså prinsen
Efter selv at have spillet koncert på Smukfest gik bandet Blæst til rapperen Lamins koncert og stillede sig oppe foran. Der kom bandets trommeslager Lauge Kjærulf til at begå lidt af en brøler, fortæller han.
Rapperen valgte at spillede Blæsts nummer “All In”, og det fik en fyr til at prikke Lauge Kjærulf på skulderen og sige:
”Ej, det er sgu da jeres sang!”
»Jeg kunne ikke ret godt høre noget og sagde bare ”Ja, ja, det er fedt”, og så vendte jeg mig om igen og så resten af koncerten. Jeg anede selvfølgelig ikke, hvem fyren var, men Anders Bondo kunne bagefter fortælle mig, at det var prins Christian! Han inviterede os ikke med til sin 18 års fødselsdag,« konstaterer Lauge Kjærulf.
Hemmelig fest på hotel
Forfatteren af ”Backstage” får også et fif til, hvordan man kan feste hemmeligt på et hotel.
Lydmor fortæller, at man skal vikle den badehætte, som er på mange hotelværelser, rundt om røgalarmen. Man skal også sørge for at tage alkohol med fra koncertstedet.
»Når du så vågner dagen efter, og der er flasker over det hele, og måske sover der en eller anden groupie eller fotograf på gulvet, og du skal højst sandsynligt ned i en tourbus eller mod en lufthavn, så samler du først alle sæbeprodukter fra badeværelset, hælder dem ned i badekarret, skruer helt op for varmen på vandet. Så damper det nemlig ud i resten af rummet, og så kan man ikke lugte hverken alkohol eller cigaretrøg,« siger Lydmor.
Jøden graver pot ned
Forfatteren møder også rapperen Jøden med det borgerlige navn Michael Christiansen. Han kommer direkte fra podcast-studiet, hvor han er medvært på ”Hvid Røg”, der handler om AGF.
Men nu handler det her jo om backstage-livet, så han fortæller om dengang politiet pludselig dukkede op med narkohunde på en festival, hvor Jøden var konferencier. Han befandt sig ved sin vens campingvogn, som hundene havde snuset sig frem til. Og kom i tanke om, at han selv havde noget pot i sin vogn tæt derpå.
»Jeg får dem overbevist om, at jeg kan gå op og præsentere bandet, og så vil jeg komme tilbage til dem. Jeg rejser mig og går hen mod scenen, og da jeg når hen til et sted, hvor jeg ikke rigtig kan blive set af dem, så løber jeg rundt om teltene hele vejen op til sådan et hegn, hvor campingvognen står bag, og så sniger jeg mig hen ad det og hen til min egen campingvogn, åbner vognen og får fjernet alle beviserne,« siger Michael Christiansen.
Han har imidlertid ikke lyst til at skille sig af med sit pot og graver det derfor ned, inden han igen træder op på scenen, som om intet er sket. Men så ringer Aalborg Politi og spørger, om han ikke ville komme tilbage?
Det gjorde han, men politiet fandt til deres store undren ikke noget i hans vogn, selv om hundene havde reageret på den tidligere....
Steffen Brandt vil bare væk
I kategorien over etablerede artister har Regitze Skipper Bundgaard valgt at tage Steffen Brandt fra TV-2 med. Ham møder hun dog ikke backstage men i bandets tidligere øvelokale i Øgaderne.
Han stikker hovedet ud af byhuset klokken to minutter i aftalt tid og i byhusets kælder står to hvide krus og en nybrygget kande kaffe klar.
Steffen Brandt har været i branchen i mere end 40 år, men han bliver stadig nervøs, når han skal optræde.
»Lige inden jeg skal på scenen, er det storslemt. Jeg plejer at sige, at jeg ikke kan tælle hvor mange gange, jeg har været ved at sælge min gamle bedstemor, hvis jeg bare kunne slippe for at gå på scenen. Eller at jeg lover at være ulandsfrivillig i 10 år, hvis koncerten kan blive afbrudt, så vi kan gå hjem igen. Og sådan kan jeg stadig godt have det. Især hvis vi skal spille store koncerter eller på direkte tv,« svarer han på forfatterens spørgsmål om nervøsitet backstage.
»Men hvis jeg skulle beskrive backstage med ét ord, så skulle det være “vente”. Og nogle gange vente meget længe. Lidt for længe. En eller anden utålmodighed. Et rastløst rum hvor der aldrig bliver rigtig ro, og hvor man aldrig rigtig føler sig godt tilpas. Så det er ikke det sted, jeg nødvendigvis allerhelst har lyst til at være,« forklarer Steffen Brandt.
Og hermed har den utroligt skarpe sangskriver spiddet bogens tema som et rastløst rum, hvor det ikke er rart at være.
Det hemmelige rum
»Jeg har altid været fascineret af backstage-lokalet, fordi det er et rum, som kun er for artisterne. Det er deres eneste private rum, så det er en intim situation at blive lukket ind i det. Jeg har forsøgt at tegne et bredt billede af, hvor forskellig backstagekulturen er,« forklarer hun, der har udvalgte nye og etablerede kunstnere fra vidt forskellige genrer.
Rock ’n’ roll-historierne om vilde fester er allerede fortalt, men Regitze Skipper Bundgaard kan for eksempel bidrage med historier om de såkaldte riders, hvori artisterne ønsker sig bestemte måltider, snacks og drikkevarer, der bliver mere og mere sunde.
»Den største overraskelse er, hvor professionel branchen er blevet. Der tages i dag store hensyn til både den mentale og fysiske sundhed. Mange artister har fundet ud af at frabede sig slik og sodavand, fordi det ikke er godt for dem. Som Karen Mukuba siger, ligner nogle af lokalerne drenge-teenageværelse, så det kan være nødvendigt for eksempel at sikre sig, at der er et spejl. Sådan et har Luna fra AySay tit manglet,« siger forfatteren.
Rigtig mange af artisterne har ritualer, de gerne vil udføre, inden de går på scenen. Lektor Uffe Schjødt forklarer i bogen, hvorfor ritualer er vigtige, og Regitze Skipper Bundgaard håber, at læserne kan spejle sig i det og kende det fra sig selv.
Alle er velkomne, når der 14. december er bogreception på Byens Forlag og Bogcafé i Borggade 5, kl. 14-16. Man kan købe en bog til receptionspris og få den signeret.