I tre graders frost tog Filmhøjskolen første spadestik til ny bygning
Borgmester Michael Stegger, elever, ansatte og samarbejdspartnere var samlet, da første spadestik til Den Europæiske Filmhøjskoles nye fællesbygning blev taget 13. januar.
Byggeriet af en ny fællesskabsbygning på filmhøjskolen går nu i gang, og det blev fejret med et første spadestik 13. januar, skriver Den Europæiske Filmhøjskole i en pressemeddelelse.
Det var forstanderne for filmhøjskolen, Åsa Mossberg og Nikolaj Davidsen, der sammen med entreprenør Dann Jensen fra Vognsen brød jorden i tre graders frost.
Spadestikket blev efterfølgende fejret sammen med skolens elever, ansatte og samarbejdspartnere. Der var taler fra borgmester Michael Stegger, arkitekt Søren Leth fra arkitektfirmaet SLETH, som har tegnet den nye bygning, og fra Jørgen Ramskov, som står i spidsen for skolens bestyrelse.
Den nye bygning, som er blevet en realitet takket være en bevilling fra Den A. P. Møllerske Støttefond på 30 millioner og en bevilling fra Augustinus Fonden på 2,5 millioner, bliver cirkelformet og skal blandt andet indeholde en stor, multifunktionel fællessal, så filmhøjskolen får flere muligheder for at afholde aktiviteter, der ikke nødvendigvis kun drejer sig om film.
Bygningen indeholder også flere klasselokaler samt små hyggelige kroge til samvær, og den ekstra plads vil give bedre mulighed for at invitere lokalbefolkningen indenfor til forskellige arrangementer.
Det er entreprenørvirksomheden Vognsen, som skal håndtere byggeriet, Søren Jensen er rådgivende ingeniører, arkitektfirmaet SLETH står bag bygningens udformning, og DK2 er bygherrerådgivere.
Byggeriet forventes færdigt om et år.