Fortsæt til indhold

51 år blev det til: Ikonisk strøgbutik lukker og slukker med stort udsalg

Når varelageret er solgt, ophører kendt skobutik med at være på Strøget i Aarhus.

Kultur og byliv
ddp

De fleste aarhusianere kender nok logoet med de seks firkanter og bogstaverne indeni.

Men meget snart ryger Paw Sko-logoet ned.

Efter 51 år på Strøget i Aarhus lukker den kendte skobutik.

I øjeblikket er der ophørsudsalg med op til 70 pct. nedsatte priser, skriver mediet migogaarhus.

Paw Sko, der er ejet af Wentzel-familien fra Dragør, har været et fast bekendtskab for de handlende på Strøget siden 1. februar 1974, hvor dørene blev slået op. I en kort periode under navnet Supersko.

Siden er der langet et væld af sko over disken Aarhus, såvel som i mange andre byer, hvor skokæden har butikker.

Men stigende udgifter tvinger firmaet til at lukke Aarhus-butikken, siger en »ekstremt trist« ejer og direktør Jan Wentzel til migogaarhus.

»Oven på stigende huslejeniveau og stigende lønomkostninger er der desværre ingen anden udvej.«

Selskabets regnskaber afslører da også, at Paw Sko har haft nogle svære år med millionunderskud i fire af de fem seneste regnskabsår. I alt har Paw Sko haft et underskud på ca. 20 mio. kr. i perioden.

Gennem mange år var det Lars Svendsen, der også var formand for Gadeforeningen Strøget, som styrede Paw Sko-butikken. Han afgik dog ved døden i september 2024.