Fortsæt til indhold

Mød forfatterparret, som får dig til at sove med lyset tændt

Hvordan skriver man en krimi sammen? Forfatterparret Kenneth Degnbol og Dagmar Winther giver et indblik i deres samarbejde til et 'Mød forfatterne-arrangement' på Rønde Højskole.

Kultur og byliv

Rønde Højskole bliver snart centrum for spænding, når krimiforfatterne Kenneth Degnbol og Dagmar Winther gæster skolen for at tale om deres forfatterskab.

Degnbol og Winther debuterede i 2014 med krimien ’Forkynderen,’ der udkom på det engelske forlag Little, Brown og blev solgt til 11 lande under titlen ’The Preacher.’

I 2022 udkom ’Dømt’ og i 2023 efterfølgeren ’Den Tavse Frisør’, begge på Politikens Forlag.

Der er planlagt to bøger mere i Djurslands-serien, og den næste udkommer i foråret 2025.

Så mon ikke forfatterduoen vil afsløre lidt af plottet i den kommende roman, når de træder op på Rønde Højskoles scene tirsdag den 4. februar?

Hvad er den lokale krog eller kroge, som de har spidsvinklet deres nye historie på?

Hvilke personager og figurer fra deres nære hverdag spiller en hovedrolle i romanen?

Det vil også være interessant at høre dem fortælle, hvordan duoen skriver firehændigt i processen frem mod, at romanen ligger klar til tryk.

Mødtes på højskolen

Kenneth Degnbol og Dagmar Winther mødtes, da de begge var ansat på Rønde Højskole, hvor Dagmar Winther underviste – og stadig underviser – i journalistik, og Kenneth Degnbol i musik og filosofi.

Han er siden blevet forstander på Kalø Højskole. Med i deres fællesskab hører seks børn - de to mindste har de sammen.

Deres vej ind i krimigenren startede faktisk, inden de overhovedet blev kærester. Dagmar Winther løftede sløret for en drøm om at skrive en roman, og Kenneth Degnbol erklærede med det samme, at han gerne ville være medforfatter.

Fra krimikonkurrence ...

Det hele tog afsæt i en krimikonkurrence i dagbladet Politiken i 2012.

»Vi begyndte at udvikle ideer og tegne et plot op. Vi tog det ikke så tungt – det var bare sjovt at udvikle på og arbejde med. Men det blev til en kriminalroman, ”Forkynderen”, som vi sendte ind til konkurrencen, hvor den klarede sig okay,« fortalte Dagmar Winther til Jyllands-Postens Tine Bryld i marts 2022.

»Vi tænkte, at den måtte kunne noget og forsøgte uden held at finde et forlag, der ville udgive den. Så oversatte jeg synopsen og et par kapitler til engelsk og sendte det til nogle engelske agenter.«

»Det lykkedes. I 2013 fik vi en agent, fantastiske Ali Gunn, og så rullede det. Hun fik os ind hos forlaget Little, Brown and Company, og i dag er ’The Preacher’ udkommet i 11 lande, bl.a. også Japan, og har alene i England solgt 8-10.000 eksemplarer. Det var en kæmpefantastisk start for os som forfattere.«

Anmeldernes ros

Resten er historie.

Anmelderne i de landsdækkende medier har været med til at forstærke medvinden.