Smukfest halverer overskud: »Vi er på et festivalmarked under markant forandring«
Selvom omsætningen igen slog rekord, fulgte udgifterne med op og resultatet endte på det halve af sidste års resultat. Det får dog ikke smilene til at stivne hos Skanderborg Festivalklub, der igen betragter årets festival som en af de bedste.
Det var en festivalformand på optur, der søndag ved Skanderborg Festivalklubs generalforsamling på Fælleden ser tilbage på sidste års Smukfest.
En festival, der selvom den var præget af noget regnvejr – dog ikke i nærheden af det, visse andre festivaler måtte slås med – samtidig kunne glæde sig over at have udsolgt, og som kun havde et minimum af udrykninger, nedbrud og tekniske udfald.
»I 2024 lavede vi igen den hidtil bedste festival. Vi havde udsolgt, og gæsterne strømmede til. Men vi var også nogle, der forinden var spændte på, hvordan det skulle gå. En række af vores kolleger i festivalbranchen havde oplevet en meget regnfuld sæson. Vi slap nådigt. Men sammen med vejrmæssige udfordringer under opstillingen, så er det et tydeligt varsel om, hvad vi er nødt til at forberede os på og tage højde for i planlægningen i fremtiden. Vi er på et festivalmarked under markant forandring,« lyder det fra Morten Riisgaard-Dam, formand for Skanderborg Festivalklub.
Vi skal insistere på at forblive noget særligt i festivalmarkedet. Ændringerne i konkurrencen gør det meget tydeligt, hvor det er, vi er unikke og skal differentiere os.Morten Riisgaard-Dam, formand, Skanderborg Festivalklub
»Klimaændringerne er én umiddelbar faktor, vi skal forholde os til. Men hele den konkurrencemæssige situation spidser også til. Nye festivaler dukker op, og det er som udgangspunkt ikke de foreningsbårne som Smukfest, men derimod festivaler, der starter med en økonomisk støtte fra den lokale kommune de første år, og som er ejet og drevet af pengestærke, kommercielle organisationer,« konstaterer han og peger på, at det øger presset på Smukfest, og gør det vigtigere end nogensinde før at holde fast ved festivalens unikke DNA.
»Vi skal insistere på at forblive noget særligt i festivalmarkedet. Ændringerne i konkurrencen gør det meget tydeligt, hvor det er, vi er unikke og skal differentiere os.«
Derfor har festivalledelsen for første gang nogensinde sat ord på festivalens unikke DNA og nedfældet en samlet vision og strategi for festivalen for at sikre, at alle led af den omfangsrige organisation trækker i samme retning.
Et af Smukfests største aktiver er de mere end 18.000 frivillige og det fællesskab og overskudsenergi, de skaber. Overskudsenergi, der også i 2023 sørgede for ekstra penge til Smukfonden – helt præcist 1,4 mio. kroner.
Formanden kom kort ind på tilbagemeldingerne fra publikum på musikken. Selvom de fleste smuklinge roser festivalen, så var der sidste år flere kritiske røster, når det kom til musikprogrammet.
»Tilbagemeldingerne er klare. Vi er først og fremmest en musikfestival. Det er et feedback, der har været centralt for de diskussioner, vi har haft omkring udviklingen af en ny strategi. Flere var i 2024 utilfredse med musikprogrammet, og det må og skal vi forholde os til. Det skal ske i respekt for situationen med et meget konkurrencepræget festivalmarked,« understreger han.
Smukfests omsætning nåede i 2024 op på historiske 282,5 mio. kroner – 8,4 mio. kroner mere end rekordåret 2023. Desværre er det samtidig blevet dyrere at afvikle festivalen. Blandt andet er honorar til kunstnerne vokset og opbygningen af festivalpladsen løber nu op i næsten 80 mio. kroner.
Samtidig er løn- og personaleudgifterne samt udgifter til medhjælperne vokset. Alt det gør, at årets resultat for selve festivalen ender på 7,4 mio. kroner – 8,4 mio. kroner lavere end i 2023.
Trods det ser festivalen fortrøstningsfuldt på fremtiden.
»Vi har – også økonomisk – haft et godt festivalår i 2024. Prisstigninger over hele linjen, lige fra musikken til søm og skruer, afspejles i vores udgifter. Det koster mange penge at lave en Smukfest. Vi har også haft en flot omsætning, dog med et mindre overskud end i 2023 grundet de her prisstigninger. Lykkeligvis er vi en solid forening og kanaliserer som altid en god portion penge videre til gode formål via Smukfonden, og det er vi utroligt glade for,« understreger økonomichef Hanne Aabo Nørby.