Fortsæt til indhold

Kunstner gør det igen: Nu er træmand dukket op i Hadsund

Andre end Randers får nu glæde af Haren Hennys træmænd. Men kun i kort tid.

Kultur og byliv

I løbet af weekenden er endnu en træmand dukket op.

Denne gang på hovedgaden i Hadsund.

Det er skaberen af de mange træmænd lavet af genbrugstræ, der blev opfordret af Ole Sand fra Hadsund. Han spurgte om de måtte låne den for at skabe noget opmærksomhed omkring en kunstudstilling på Andelen, fortæller trækunstneren Haren Henny til Din Avis.

Haren Henny har sat finurlige træskulpturer op flere steder i Randers. Selv foretrækker han at være uden for rampelyset, og derfor havde han sendt sine sønner, klædt ud som harekillinger, for at modtage en pris fra Randers Kommune torsdag eftermiddag.

I mellemtiden har han ikke ligget på den lade side. For en lørdag i januar - ved mørkets frembrud - dukkede en træmand så op i Hadsund.

Det er ikke en ny træmand, men ‘Randrusianeren og den grå larmfugl’ som har siddet i Randers forskellige steder siden september. Senest på havnen, forklarer Haren Henny.

»Jeg har hentet den hjem og efterset den, inden den er hentet til Hadsund. Derudover har jeg ikke noget med projektet at gøre. Figuren vender hjem til Randers inden sommeren, og jeg har ikke planer om, at jeg skal til andre byer,« skriver han til Din Avis.

Hadsund har fået en ny beboer på en af hovedgadens bænke. Foto: Jan Szwed

Han har før forsøgt at stille en figur op foran museet Aros i Aarhus. Men den blev han bedt om at fjerne igen.

I hverdagen arbejder han i en rådgivende ingeniørvirksomhed og bruger aftener og weekender på sit værksted i Mellerup, hvor han udfolder sine kreative ideer i træ. Her fik han i 2020 idéen til at lave sin første træmand, inden han senere begyndte at placere træfigurerne rundt omkring i Randers - og nu Hadsund.

Det er kunstneren Andreas Li Madsen fra Mellerup der står bag. Han insisterer selv på at bruge kunstnernavnet ’Haren Henny’.

Din Avis har valgt at fortælle hans rigtige navn, fordi han i forbindelse med indstillingen til Kulturprisen i Randers fremstod med sit fulde navn, så hans identitet ikke længere er en hemmelighed.