Fortsæt til indhold

Katapult i frit fald: Teatret har stor succes men mister sin støtte og er ikke med i kommunens fremtidsplaner

Der er udsolgte sale, fornemme priser og efterspørgsel fra udlandet, men Aarhus Kommunes støtte fases ud og er på vej mod nul.

Kultur og byliv

Teatret Katapult mistede sidste år sit årlige driftstilskud fra Aarhus Kommune på 1,5 mio. kr. årligt. Listen over kommunens besparelser var lang, og teatret var et af punkterne.

Det kastede Katapult ud i frit fald, og 1. december 2023 sad teaterchefen helt alene tilbage på sit kontor.

»Ingen troede på, at vi nogensinde ville komme på kommunens budget igen. Nogle af de ansatte begyndte at søge andet arbejde, og det var nødvendigt at opsige medarbejderne. Alt var forandret,« mindes Torben Dahl med gru.

Forestillingen ”Kool Kool Kina” med Jens Albinus i hovedrollen fik femstjernede anmeldelser og spillede for fulde huse. Foto: pressefoto

Han havde godt en måned før modtaget et opkald midt om natten, der dog ændrede hele situationen: Det var meget overraskende lykkedes igen at få tilskud fra Aarhus Kommune. De næste to år ville Katapult få knap 1,4 millioner kroner. Men det var en stakket frist, for i 2026 og 2027 falder beløbet, og i 2028 er det helt væk.

»Vi står et meget spændende sted, fordi det går rigtig godt teaterfagligt blandt andet har vi aldrig været mere succesfulde internationalt, men økonomisk står vi på en brændende platform. Det slider,« forklarer teaterchefen, der har grundlagt Katapult.

Torben Dahl, der er teaterchef på Katapult, har sat sin arbejdstid ned til 55 timer om ugen. Det er slidsomt at kæmpe for overlevelse. Foto: Mikkel Vognaes

Han har løbet utrolig stærkt for at holde sammen på teatret og har haft en arbejdsuge på 60-70 timer. Det er mere end almindeligt svært at holde til, så nu har han sat det ned til 55 timer om ugen. Torben Dahl har også sat en deadline.

»Der skal ske noget senest i efteråret 2025. Lige nu er 50 procent af vores omsætning fra egenindtjening og fonde. Vi mangler kun Aarhus Kommunes opbakning. Vi er som humlebien, der flyver, selv om den egentlig ikke kan, og det er jo ikke holdbart i længden,« siger han.

Katapults økonomi kører på pumperne, og teateraktiviteterne er i høj grad drevet af medarbejdernes hjerteblod og dedikation. De fortsætter på trods, for at det hele ikke skal gå tabt.

I år har Katapult 30-års jubilæum, og det vil være en meget trist affære, hvis det bliver afslutningen.

»Hvem har ellers fået folk til at styrte ind i teatret for at se noget om udbytteskattesagen?« spørger Torben Dahl retorisk. Katapults "The Insider" har vundet internationale priser. Foto: Jens-Peter Engedal

Dyr slingrekurs

»Da byrådet i slutningen af 2023 ombestemte sig og alligevel gav Katapult et tilskud, blev teaterlukningen midlertidigt aflyst, men det tog tid at samle stumperne. Så det kom til at koste på bundlinjen. Samtidig med at støtten fra kommunen var på slingrekurs, gik det teaterfagligt rigtig, rigtig godt med gode anmeldelser, udsolgte forestillinger og meget fornem teaterpris på verdens største kunst- og kulturfestival,« siger Torben Dahl.

Forestillingen ”Kool Kool Kina” med Jens Albinus i hovedrollen fik femstjernede anmeldelser og spillede for fulde huse. Samtidig vandt ”The Insider” The Scotsman’s Fringe First Award på Edinburgh Fringe Festival.

Teater Katapult havde publikumsrekord med "Kool Kool Kina". Foto: Rasmus Wang Kaa

Verden fik øje på Katapults kvaliteter, og både England, USA og Sydkorea var interesseret, men det kræver kapital at transformere klassisk taleteater til andre sprog og at komme afsted.

»Vi kom på kulturfestival i Sydkorea, fordi det blev skruet sammen på en måde, så vi kunne gøre det og gå i nul på det økonomisk. Til gengæld måtte vi droppe at tage til USA, fordi vi druknede i arbejde for overlevelse, da truslen om at blive lukket var på sit højeste,« siger Torben Dahl.

Det kan som bekendt blive dyrt at være fattig. Teaterchefen fortæller også, at en fondsansøgning hos Bikuben er blevet afvist med den begrundelse, at den offentlige støtte er for lille.

»Så bliver det jo svært. Vi har hele tiden stort fokus på at skabe en forretning og øge vores egen indtjening, men der skal være et fundament for, at man kan blive mere kommerciel. Vi har snart været her i 30 år og synes, at vi har bevist, at vi kan rigtig meget på et højt niveau,« lyder hans argument for, at teatret er støtteberettiget.

"The Insider" handler om den stadigt aktuelle udbytteskattesag. Med støtte fra Statens Kunstfond repræsenterede stykket Danmark på Edinburgh Festival Fringe og vandt en fornem pris. Foto: Jens Peter Engedal

Teaterchefen har en lang række eksempler på Katapults succeser:

Det arbejder med nye talenter og opdagede dramatikeren Anna Skov, som har skrevet den præmierede ”The Insider”.

»Hvem har ellers fået folk til at styrte ind i teatret for at se noget om udbytteskattesagen?« spørger Torben Dahl retorisk.

I sæson 23/24, der begyndte med nul medarbejdere, nåede teatret trods udfordringerne et overskud og 7.262 publikummere. Det tal har andre år ligget på 9.000-10.000.

Katapult har udviklet lyddramaer om demens, og hvad sundhedspersonalet skal gøre og absolut ikke gøre i arbejdet med demente. Det er sket i samarbejde med Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, og konceptet er solgt til bl.a. Tønder Kommune.

Teatret har skabt to permanente lydvandringer på Fanø og i Esbjerg i samarbejde med Esbjerg Kommune.

I øvrigt fik Christian Lollike sit gennembrud hos Katapult med det stormombruste og provokerende stykke ”Dom over skrig” i 2004.

»Vi synes, at vi har noget rigtig godt til byen, og vi har en tiltro til, at politikerne vil hjælpe os godt på vej til et sted, hvor vores tilskud minder om det, de andre teatre i byen får,« siger Torben Dahl tillidsfuldt.

»Hvis vi får status som et lille storbyteater fra den 1. juli 2026, ville vi kunne se frem til få omkring nogle millioner kroner i støtte fra staten, som skal matches af støtten fra kommunen, så ville det hele hænge sammen,« svarer han på spørgsmålet om, hvad der skal til, hvis Katapult skal holde efter sit 30 års jubilæum.

Katapult får lige nu 1 mio. kroner i offentlig støtte fra kommunen. Til sammenligning fik byens danseteater Bora Bora 5,2 mio. kroner i støtte årligt. Teaterhuset Filuren får 3,8 mio. kroner, og Gruppe 38 får 5,3 mio. kroner i fast offentlig støtte i 2024.