Fortsæt til indhold

Atter flytter hjemmefra: »Vi er et ret godt match«

Stine Højland, der har skabt en karriere ved at sy tøj af genbrugsmaterialer, har flyttet sin systue Atter ud af privaten og ind i et kontorfællesskab på Mindet, så flere kan få inspiration til at sy.

Kultur og byliv

Farverige sengetøjsbunker og en matchende gine i gadevinduet afslører, at kontorfællesskabet Genfortæl på Mindet i Skanderborg har fået en ny beboer. Stine Højland er rykket ind med sin virksomhed Atter, der sælger symønstre og sykurser. Det fortæller Lotte Kristiansen, kvinden bag Genfortæl, i en mail til Din Avis Skanderborg.

Stine Højland har i fem år drevet Atter fra privaten længere oppe ad Banegårdsvej, men med voksende stofbunker og børn, der drømmer om egne værelser, er pladsen blevet for trang, og derfor flytter virksomheden nu hjemmefra.

Det giver god mening for soloselvstændige at deles om huslejen. Derfor er Stine Højlund (th) flyttet ind i kontorfællesskabet Genfortæl på Mindet, som Lotte Kristiansen står bag. Pressefoto

»Jeg glæder mig i den grad til at gå på arbejde, sige ”godmorgen” og ”vi ses i morgen” til en og til at have et sted, hvor kunder og syinteresserede kan komme og hilse på. Så Genfortæl og jeg er et ret godt match,« siger Stine, der med sit nye udstillingsvindue håber at inspirere endnu flere til at kaste sig ud i at sy deres eget tøj.

Vi er mange soloselvstændige her i Skanderborg, og hvis vi gerne vil ud af hjemmekontorerne, kan det godt blive en lidt dyr omgang. Enten i husleje eller i caféregninger. Derfor giver det mening at dele lokale
Lotte Kristiansen, kontorfællesskabet Genfortæl

Lotte Kristiansen er glad for at dele kvadratmeterne med en af Skanderborgs mange iværksættere.

»Vi er mange soloselvstændige her i Skanderborg, og hvis vi gerne vil ud af hjemmekontorerne, kan det godt blive en lidt dyr omgang. Enten i husleje eller i caféregninger. Derfor giver det mening at dele lokale, og det er så dejligt, at Stine og Atter har lyst til at bo her på Mindet,« understreger hun.

Atter har ingen faste åbningstider, men deler dagligt opdateringer om åbningstider og kommende kurser på Instagram og Facebook.