Fortsæt til indhold

Ikonisk møbel-brand rykker helt ind i hjertet af Aarhus

Virksomhed, der er blevet synonym med nogle af de største stjernearkitekter fra dansk designs guldalder, rykker ind på Strøget.

Kultur og byliv
am

FDB Møbler rykker ind på Strøget i Aarhus med en ny butik.

Det oplyser det velrenommerede møbel-brand i en pressemeddelelse.

Helt præcis kommer møbel-virksomheden til at åbne dørene på Søndergade 62 den 28. februar.

Og med flytningen håber FDB Møbler at komme endnu tættere på kunderne og skabe »en inspirerende ramme for deres designunivers,« lyder det i pressemeddelelsen.

»Vi ser frem til at byde vores kunder velkommen i nye omgivelser i hjertet af Aarhus. Den nye placering giver os mulighed for at vise vores designs frem på en endnu mere tilgængelig og inspirerende måde,« siger Ole Kiel, direktør for FDB Møbler.

Den nye butik byder ifølge FDB Møbler på en bred vifte af møbler og boligtilbehør, og hvor det gode håndværk møder moderne funktionalitet.

Flytningen markerer ifølge møbelvirksomheden en fortsat »ambition om at være en nærværende del af danskernes hverdag med møbler, der kombinerer design og funktionalitet.«

FDB Møbler ansatte i de første år en række unge fremadstormende møbelarkitekter - herunder Børge Mogensen, som var leder af møbel-tegnestuen frem til 1950. Foto: Erik Gleie

FDB Møbler blev grundlagt tilbage i 1942 af forgængeren til den nuværende supermarkedskoncern Coop; Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger (FDB).

Og i sin spæde start blev møbelvirksomheden bl.a. ledet af et velkendt dansk designnavn; den dengang nyuddannede Børge Mogensen. Men også et andet dansk design-ikon i form af Hans Wegener var blandt de møbelarkitekter, der fik lov at sætte sit præg på de møbler, virksomheden spyttede ud i de tidlige år.

Ifølge Danmarks Nationalleksikon så har en række af de møbler, som FDB Møbler lavede i løbet af dansk designs guldalder - i årene mellem 1945-1960 - i dag klassikerstatus.