Efterlysning: 225 nye »sløngler« til Di Heslige Slønglers Klup
10-års jubilæet står for døren hos Di Heslige Slønglers Klup, men "kluppen" mangler frivillige hænder til sløngelstregerne.
»Vi har lyst til at fejre vores 10 års-jubilæum med en række herlige Sløngeldage hen over maj. Dage, som vi håber, kan smage bare en lille bitte smule af Ole Lund Kirkegaards fantastiske land, Jappien, som Kong Gulerod fortæller om i Lille Virgil: Jappien er det dejligste land, man kan tænke sig. Der er varmt der - både sommer og vinter. Mest om vinteren. Man spiser kun solstråler der. Og hele dagen kører folk rundt i små hestevogne og råber hurra,« lyder det drømmende fra formanden for Di Heslige Slønglers Klup, Uffe Høj.
Skal den drøm gå i opfyldelse, skal der masser af frivillige kræfter til – og dem kniber det med i øjeblikket.
Planerne tager form, og pengene er på plads, men »kluppen« har brug for 225 frivillige hen over foråret og i særdeleshed i maj månedUffe Høj, Di heslige Slønglers Klup
Derfor inviterer slønglerne alle interesserede med til møde om sløngelfællesskabet, når »kluppen« 26. februar holder generalforsamling og frivillig-aften i Kulturhuset i Skanderborg.
»Vi er godt i gang med forberedelserne, planerne tager form, og pengene er på plads, men »kluppen« har brug for 225 frivillige hen over foråret og i særdeleshed i maj måned. Vi håber, der sidder nogen derude, som har lyst til hjælpe os,« lyder det fra oversløngel Uffe Høj.
»De frivilliges opgaver er meget forskellige. På selve Store Sløngeldag 24. maj har vi brug for cirka 150-200 frivillige. Der er tale om vagter på to eller flere timer. Og når man ikke er på vagt, kan man nyde sandwich, kaffe og vand i Sløngelstuen,« forklarer han.
I maj har »kluppen« desuden brug for frivillige til rækken af lukkede arrangementer for kommunens børnehaver, specialklasser og 3. klasserne. Desuden er der brug for frivillige hjælpere til opstilling af kulisser, klargøring af boder og forskellige andre opgaver i selve Sløngelugen fra 19. til 25. maj.