Fortsæt til indhold

Attraktiv erhvervsejendom sat til salg for 74 mio. kroner

Knap 50 års rengøringseventyr er slut for Toprent, der i 2024 besluttede at afvikle alle aktiviteter. Nu er det 10.000 kvadratmeter store hovedsæde på Niels Bohrs Vej i Stilling sat til salg.

Kultur og byliv
bo

EDC Erhverv har sat en 10.697 kvm. stor logistikejendom på Niels Bohrs Vej 34 til salg. Ejendommen blev opført i 2017 og har siden været domicil for Toprent, der havde lejet sig ind i ejendommen.

I marts sidste år besluttede Toprent efter 48 år at afvikle samtlige aktiviteter og er flyttet ud af det store lejemål, som nu sættes til salg. Det er EDC Erhverv Poul Erik Bech i Aarhus, der skal formidle salget af logistikejendommen, der har et prisskilt på 74 mio. kroner. Det oplyser EDC Erhverv i en pressemeddelelse.

Af beskrivelsen af ejendommen fremgår det blandt andet at: »Kontoret er yderst præsentabelt i to plan på 1.839 kvm., der entreres via en flot hall, placeret midt i bygningen og mulighed for fleksibel opdeling. Derudover er der en stor kantine med foldevægge til tilstødende konferencelokaler. Lageret på i alt 7.180 kvm. er inddelt i 4 større haller, der er forsynet med i alt 10 porte med sluser og 1 port i terrænniveau. Over portene er der indskudt dæk med et areal på 1.678 m², der både kan benyttes som lager, men også showroom og med få greb kan det indrettes til gode kontorfaciliteter.«

Mads Bjerrum Christensen, der er industrichef hos EDC Erhverv understreger, at det er en flot og præsentabel ejendom:

»I øjeblikket er over 3.000 kvm. af lageret udlejet til fem forskellige lejere, og 222 kvm. af kontoret er udlejet til to af lejerne. Dermed er der på nuværende tidspunkt ca. 7.300 kvm. ledigt til købers disposition, men der pågår forhandlinger med flere lejere, der kan sikre en næsten fuldt udlejet ejendom,« oplyser han.