Syv butikslokaler i Jægergårdsgade er tomme: Lejere søges, og nyheder er på vej
Fremtiden er usikker for flere af stederne, mens et spisested flytter, og nye er på vej.
Når man går en tur gennem Jægergårdsgade er en række af butiksruderne blændet af, og der er byggerod i lokalerne.
Fire af dem mangler nye lejere, og tre er ved at blive til nye indslag i den ikoniske og populære hænge ud-gade på Frederiksbjerg.
Den er fuld af butikker med unika håndværk og spisesteder med udeservering, som får gaden til at summe af liv på en sommeraften.
Vil de tomme lejemål fyldes med nye steder, der bidrager med mere liv, eller bliver der mere stille?
Istedgade mangler lejer
I en høj kælder bag en blå dør leder man efter en ny lejer på hjørnet af Istedgade og Jægergårdsgade.
Happy Skiing står der på skiltet over den nuværende butik, som ellers er svært at afkode.
I vinduerne hænger en efterlysning af den rette person, som vil bruge lokalet til noget, der gør Jægergårdsgade spændende, står der.
Hvis man er sådan en, skal man sende en mail med en beskrivelse af idéen til mailadressen: info@aanm.dk, der ikke ønsker telefonisk henvendelse.
Ukendt fremtid
Ved siden af øl-entusiasten Mikkeller i Jægergårdsgade er der tomme lokaler i nummer 59.
Jørn Tækker viser sig at være den nuværende ejer.
»Jeg vil tro, at der går et års tid, før vi er klar til at åbne med noget nyt. Vi har fået tilladelse til at føre huset tilbage til en mere oprindelig version og er i fuld gang med en større renovering. Der skal være en bolig på de to øverste etager og et erhvervslejemål i stuen,« siger Jørn Tækker.
»Vi øver os ikke i at gøre det hurtigt, for vi har mange projekter i gang,« uddyber han, der yderligere har et par ejendomme i gaden.
»Der er relativ stor interesse for ledige lejemål i den dejlige, livlige gade,« siger han med ro i sindet.
Banken står tom
På hjørnet af Jægergårdsgade og Frederiks Allé ligger der ikke mindre end 536 tomme kvadratmeter i tre plan.
Der har tidligere været en bank, og stedet er indrettet med gulvtæpper.
Ejendomsmæglerfirmaet Collier skriver på sin hjemmeside, at den årlige leje er 782.800 kr. eksklusiv drift.
Collier mener, at lokalerne kan bruges til flere forskellige koncepter som butik, showroom, klinik, sundhedshus eller bank, fordi det er fritaget for moms.
Ikke mere sushi
Sushi er en populær spise, og Saichi Sushi havde ry for at være blandt byens bedste.
Alligevel gik det ikke godt med forretningen, som lå på hjørnet af Jægergårdsgade og Fredericiagade.
Den lukkede i november, tilsyneladende efter en konkurs.
Lokalerne står nu rå og efterladte. De trænger til en kærlig hånd, og Olav De Linde annoncerer på skilte i ruderne, at nye lejere søges i Jægergårdsgade 81.
Her åbner Manda
I Jægergårdsgade 57 er der også tomt lige nu, men bag papiret i vinduerne er der gang i en renovering af det lille sted.
Der står: Her åbner Manda Eatery med en henvisning til Instagram.
Manda har indtil videre bare tre opslag, som viser en ung pige, der er i gang med både værktøj og planlægning.
Der er ikke mange ord, men der står, at der bliver: spisning, kaffe, aftensmad, klub og events.
Åbningsdatoen er den 25. februar.
Bermuda åbner uptown
I januar fortalte madgiganten Madklubben, at den lukkede pizza-stedet Frankies i Jægergårdsgade, men at den ville åbne noget andet.
Madklubben driver allerede omkring otte spisesteder i Aarhus, blandt andre Hanzo, Bermuda, Grill, Madklubben, Food Club og Lupo.
Nu står der Bermuda på facaden i Jægergårdsgade. Den, der ligger ved Åboulevarden, flytter op i denne ende af byen.
Bermuda står for social dining, hvor man deler sig gennem menuen.
Ombord bliver japansk
Restaurant Ombord er lukket, og på ruderne står der nu, at man skal glæde sig, for noget nyt og spændende er på vej.
På et skilt på facaden står der med håndskrift, at man kan besøge ejerne på Café Aaland lidt længere henne ad gaden og på den japanske Kazo, der ligger lige overfor.
Ejeren af de to steder har nemlig overtaget de ledige lokaler og vil lave mere japansk mad i gaden.
På Kazo fortæller medarbejderne, at den nye genbo vil blive lidt mere tapas-agtig, end Kazo er. Og at det nye koncept endnu ikke er på plads.