Fortsæt til indhold

Hva' søren sker der? Sært syn i landsby

Et pudsigt syn mødte landsbyboere søndag aften. Det var nærmest en ren diskofest.

Kultur og byliv

Man skulle næsten tro, at gadelamperne i Voldby holdt forsinket MGP-fest søndag aften.

I hvert fald blinkede samtlige gadelamper langs Viborgvej, som var det et diskotek.

Video: Christine Hegelund

Christine Hegelund kørte gennem Voldby klokken 18.40 og var hurtig til at hive telefonen frem og filme det sjove syn.

Din Avis har fået lov at bruge videoen – det samme har influenceren Anders Hemmingsen, som har delt den med sine 1,3 millioner følgere på Instagram.

Din Avis har forsøgt at finde ud af, hvad der egentlig var årsag til disko-festen – først hos elinstallatøren Elcon, som fortæller, at den pågældende strækning er ejet af Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet oplyser, at det blinkende lys skyldtes en løs forbindelse i vejbelysningsskabet ved hovedafbryderen. Fejlen blev udbedret samme aften.