Fortsæt til indhold

Dyrevelfærdens myretue: Forfattere afslører grusomheder i ny krimi

Etik og følelser: I Dyrenes Land udforsker forfatterduoen Degnbol & Winther dyrevelfærdens intense konflikter.

Kultur og byliv

»I skulle skamme jer, korrupte sataner. Dyr hører ikke til bag hegn. Elge hører til i Sveriges skove og ikke i en hestefold på Djursland. I skulle hellere selv prøve det, I udsætter dyrene for. Nu stopper I sgu, ellers må nogen sgu stoppe jer.«

Sådan lyder en Messenger-besked i forfatterduoen Degnbol & Winthers nyeste opus, ’Dyrenes Land’.

Hvis læserne genkender tonen fra debatten på de sociale medier om dyrehold i Nationalpark Mols Bjerge, så er de ikke gået forkert i byen.

Kenneth Degnbol og Dagmar Winther har denne gang bevæget sig ind på et område, der bringer sindene i kog og store følelser i spil.

'Dyrenes Land' udkom 11. marts og sætter fokus på dyrevelfærd og biodiversitet. Pressefoto

Højspændte

Netop derfor er parret ekstra spændte på modtagelsen af deres roman. I ’Dyrenes Land’ beslutter beboerne i et kollektiv sig for at slå et slag for biodiversiteten i et skovareal, de ejer, og det skaber røre i den lille fiktive by Roslinge, hvor der bliver sat ild til temperamenterne.

Manglen på forståelse og evne til at lytte er frapperende tæt på den virkelighed, som den lokale debat i bjergene på Mols er rig på.

Det har været voldsomt at opleve, hvor højt bølgerne går, når vi taler dyr

Kunst og krimi

I ”Dyrenes Land” er der ikke kun fokus på dyrevelfærd. Forfatterne har også valgt at inkludere et kunstnerisk element i krimien. En anerkendt kunstner flytter ind i præstegården for at lave kirkekunst, og sognepræsten Thorkild er meget optaget af kunstneren, som står over for et stort internationalt gennembrud. Samtidig må efterforskerne Thea Krogh og Bjørn Devantier undersøge alle muligheder, da et menneske findes dræbt i naturparken.

»Det har været voldsomt at opleve, hvor højt bølgerne går, når vi taler dyr. Der er simpelthen kæmpestore følelser på spil, og det synes vi har været spændende at udforske. Der er mange elementer i det her: etik, hvornår lever dyr et naturligt liv, hvornår er dyr i ordentlig foderstand, adgang til vores fælles naturområder og i hvor høj grad vi bør tilpasse vores samfund til at støtte op om biodiversiteten. For det sker jo ikke uden omkostninger,« lyder det fra Kenneth Degnbol i forbindelse med release på romanen.

’Dyrenes Land’ udgives på Politikens Forlag. Den er 3. bind i Djurslandsserien, hvor ’Dømt’ (2022) og ’Den Tavse Frisør’ (2023) er forløberne.

Fra højskole til krimi

Kenneth Degnbol og Dagmar Winther mødtes, da de begge var ansat på Rønde Højskole, hvor Dagmar Winther underviste – og stadig underviser – i journalistik, og Kenneth Degnbol i musik og filosofi.

Kenneth Degnbol er nu forstander på Kalø Højskole. Deres vej ind i krimigenren startede faktisk, inden de overhovedet blev kærester. Dagmar Winther løftede sløret for en drøm om at skrive en roman, og Kenneth Degnbol erklærede med det samme, at han gerne ville være medforfatter.

Det hele tog afsæt i en krimikonkurrence i dagbladet Politiken i 2012. I 2013 fik de en agent, Ali Gunn, og så rullede det. Hun fik dem ind hos forlaget Little, Brown and Company, og i dag er ’The Preacher’ udkommet i 11 lande, bl.a. også Japan, og har alene i England solgt 8-10.000 eksemplarer.

Lidt af en raketstart for en debuterende forfatterduo.