Fortsæt til indhold

Har solgt forretningen efter 24 år: Her er hans planer

»Det har ligget i kortene længe, at jeg skulle prøve noget andet,« siger snart tidligere butiksejer.

Kultur og byliv

Når kalenderen viser 1. april, ejer Lars Enøe ikke længere Hinnerup Optik og Guld.

Efter 24 år som ejer, har han givet nøglerne videre til de to tidligere ansatte Louise Hasager Munch og Benny Kvistgaard.

»Det har ligget i kortene længe, at jeg skulle prøve noget andet,« siger Lars Enøe.

Nu har han så fundet ud af, hvad det ”andet” skulle være.

Han bliver partner i virksomheden Gentium i Hadsten. Her skal han arbejde som virksomhedskonsulent. Nærmere bestemt skal han arbejde med generationsskifte i små og mellemstore virksomheder.

»Så det er en helt anden verden, hvor jeg ikke skal sælge et produkt, men en ydelse og erfaring. Og erfaring med at drive en virksomhed har jeg jo,« siger Lars Enøe og fortsætter:

»Det, jeg godt kan lide ved jobbet i Gentium, er det menneskelige snit, der er på det. For jeg er god til mennesker. Noget af det, man lærer som optiker, er at afkode og få forståelse for, hvad det er for en person, der kommer ind. Jeg lytter meget til det, der bliver sagt mellem linjerne – det er jeg vant til efter 25 år som optiker.«

Benny Kvistgaard, Louise Hasager Munch og Lars Enøe (fra venstre mod højre). De to første overtager Hinnerup Optik og Guld efter sidstnævnte. Foto: CSJ

Vemodig men tryg

Som nævnt er det ikke en spontan beslutning at sælge den virksomhed, han har knoklet for i 24 år.

Faktisk tog han allerede efter syv-otte års ejerskab en beslutning om, at når han blev 55 år, så skulle han have en klar plan for, hvordan butikken skulle overdrages.

»Nogle har spurgt mig, hvorfor jeg går op i at overdrage butikken – jeg kunne jo bare lukke. Men altså... jeg synes jo, at jeg har et ansvar både over for mit personale og overfor Hinnerup by,« Lars Enøe og tilføjer:

»Og det er fedt at se de to (nye ejere, red.) vokse ind i opgaven. Jeg er helt tryg ved at overlade forretningen til dem. De seneste seks-syv måneder har jeg egentlig trukket mig mere og mere, og jeg synes, at vi er kommer godt i mål med at overdrage virksomheden. Derfor er jeg også helt sikker på, at kunderne er i gode hænder.«

Selvom Lars Enøe ser frem til de nye udfordringer, som venter, så er der alligevel lidt vemodighed, som fylder kroppen.

»Jeg har det da lidt ambivalent. Det her er jo en virksomhed, som jeg har haft ansvaret for i 24 år, og som jeg har tilbragt mange timer i, men jeg glæder mig også til at prøve noget nyt,« siger han og fortsætter:

»Selvfølgelig bliver da lidt underligt ikke at skulle have min daglige gang her, og jeg kommer til at savne personalet og mange af kunderne – nogle af dem har jeg jo set, fra de var helt små, til de nu kommer med deres egne børn.«