Guide til Danmarks Smukkeste: »Turismechefen« afslører sine egne yndlingssteder i Søhøjlandet
Hvor er de smukkeste udsigter, bedste vandreture, sjoveste legepladser og suveræne picnic steder i Danmarks Smukkeste Kommune? Hanne Baastrup, der er ansvarlig for turismen i Skanderborg Kommune, fortæller her om sine egne yndlingssteder.
Har du selv nogle yndlingsture, som du tager familie og gæster med ud på, når de er på besøg?
»Nu bor jeg selv i Gl. Rye, og der er det især Lyngbakkerne, jeg holder af at gå ture i. Der er utrolig smukt. Vi tager som regel til Galgebakken og Musebakke, hvor der er en helt fantastisk udsigt til Mossø og Sukkertoppen. Området har lidt af det hele, og er man historisk interesseret, så er området også spændende med Galgebakken, hvor der foregik retshandlingerne, og folk blev dømt, samt Sankt Sørens Kilde, en helligkilde, som havde ry for at kunne udvirke mirakler.«
Hvis du skulle pege på dit yndlingsudsigtspunkt, hvor ville det så være henne?
»Der må jeg bare sige, at det er svært at komme uden om Himmelbjerget. Der er en fantastisk udsigt. Men Himmelbjerget i sig selv er også smukt, og der, hvor man ser det bedst, er fra Skriver Kol, som ligger på samme side som Himmelbjerget, men lidt længere inde i landet. Her har man udsigten over til Himmelbjerget helt tæt på. Den udsigt kan jeg aldrig blive træt af. Det kan være lidt svært at finde. Man går ind på stien dertil lige overfor parkeringspladsen P2 på Himmelbjergvej. Hvis man følger stien på og drejer skarpt ned til højre, så kommer man til udsigtspunktet, hvor der også er en bænk, så man kan tage sig tid til at nyde den smukke udsigt over Himmelbjerget og tårnet helt tæt på.«
Har din familie et særligt picnicsted, I tager til?
»Tæt ved Alling kan man tage en vandretur i et fredet og unikt landskab. Turen er kendt som Bryggerbjerg-ruten. Det er en rundtur på små fire kilometer med to udsigtspunkter, Bryggerbjerg, som ligger 80 meter over havet og Udsigten, der ligger lidt lavere, men har en helt forrygende udsigt til Himmelbjergtårnet. Der er fine borde- og bænkesæt undervejs til en picnic.«
Har du et yndlingsbadested?
»Jeg har små børn, så derfor tager jeg helst til noget, der er børnevenligt. Her er Vædebro Badestrand ved Mossø fint lavvandet og med sandbund. Det ligger i den østlige ende af søen, og der findes næsten ikke noget bedre end at sidde her sidst på eftermiddagen og se solen gå ned i vest. Jeg bader også i Knudsø, hvor vi bader fra Sønder Ege Strand, men der er i det hele taget flere rigtig fine steder at bade fra i Skanderborg Kommune. Skanderborg Sø byder på flere muligheder, blandt andet ved Søbadet i Dyrehaven, og Bybadet inde i selve Skanderborg by, der byder på noget helt særligt.«
Det er et helt utroligt smukt sted, hvor morgendisen tit ligger over vandet, og hvor du oplever Gudenåen helt tæt på. Det er meget zen-agtigt.«Hanne Baastrup, ansvarlig for turismen i Skanderborg Kommune
Hvilke legepladser holder dine børn mest af?
»Sløngelpladsen i Skanderborg er helt klart det største hit. Hele Ole Lund Kirkegaards fantastiske univers folder sig ud her med genkendelige former, figurer og farver fra bøgernes historier. Det sætter virkelig gang i børnenes fantasi. Og så er Legeuniverset på Himmelbjerget også altid et sikkert hit med børnenes talerstol og en mini-kopi af Himmelbjergtårnet forsynet med rutsjebane.«
Har du et helt særligt zen-spot, hvor du finder ro og balance?
»Ja, det har jeg faktisk. Der er flere steder, der indbyder til ro og fordybelse, men lige præcis ved Emborg Bro, som ligger mellem Boes og Gl. Rye, holder jeg tit ind på vej til arbejde. Det er et helt utroligt smukt sted, hvor morgendisen tit ligger over vandet, og hvor du oplever Gudenåen helt tæt på. Det er meget zen-agtigt.«
Hvorfor er Skanderborg Danmarks Smukkeste kommune for dig?
»Der må jeg male det med brede pennestrøg. Det er Danmarks Smukkeste kommune, fordi vi har kombinationen af de højeste toppe – Møllehøj, Ejer Bavnehøj, Himmelbjerget – med alle de smukke, smukke udsigtspunkter, kombineret med søer, åer og skove. Søhøjandet er magisk med sine mange toppe og dybe dale.«