Moesgaard får kæmpe milliongave: Det skal pengene bruges på
Moesgaard Museum har fået 24 millioner kroner i fondsbevillinger.
Tre særudstillinger omhandlende hver deres verdenshistoriske tema.
Det er blandt andet, hvad Moesgaard Museum skal bruge to store fondsbevillinger til de kommende år.
Det aarhusianske museum har netop fået bevilget 12 millioner kroner hver fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Augustinus Fonden, fremgår det af en pressemeddelelse.
Med samlet 24 millioner kroner kan Moesgaard nu gå et skridt videre med at udvikle indhold, som skal skabe interesse og forståelse for de store verdenshistoriske sammenhænge.
»Det er vores mål at give en dybtgående og troværdig verdenshistorisk forståelse til så stort et publikum som muligt. Det mener vi, er blevet vigtigere end nogensinde, både fordi mange af vores store samfundsudfordringer er globale problemstillinger med betydelig historisk dybde og kompleksitet, og fordi vi i de her år oplever verdenshistorien blive politiseret og misbrugt både på digitale medier og på den internationale politiske scene,« siger direktør Mads Kähler Holst og tilføjer:
»Det vil vi gerne danne en modpol til, og det er et projekt, som kræver, at vi udvikler vores måde at lave museum på og vores indsats på digitale kanaler. Vi er meget taknemmelige for, at både Augustinus Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond vil hjælpe os i det arbejde.«
Bevillingerne dækker både de kommende tre særudstillinger og en strategisk satsning, som går på at løfte museets videnskommunikation. Det vil blandt andet ske med afsæt i en række nye digitale produktioner, som skal bringe brugerne tættere på Moesgaards forskningsmiljø.
Både Augustinus Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond støttede også Moesgaards forrige treårige satsning ”Fremtidens Museum,” som udover produktionen af tre årlige indholdstemaer har medført en betydelig digital kompetenceopbygning på museet.
De kompetencer er grundlaget for de kommende tre års indsats.