Fortsæt til indhold

Kendt ansigt køber ikonisk kro: »Jeg skal have gjort det til et sted, hvor der kommer en masse mennesker«

»Det bliver mere pub end restaurant,« siger ny ejer om kros fremtid.

Kultur og byliv

Efter to år på markedet er Kollerup Mølle Kro i Hadsten nu solgt.

Gitte og Peter Wallentin, som har haft kroen siden 2003, stopper 1. september, hvor den nye ejer overtager stedet.

Og hvem er så det? Jo, der er såmænd tale om et velkendt navn i lokalområdet, nemlig Rolf Mørkøre Andersen, som i forvejen ejer Løbeshop.dk med sine to søskende.

Hans planer for Kollerup Mølle Kro står ikke hugget i granit. Men missionen er klar:

»Jeg skal have gjort det til et sted, hvor der kommer en masse mennesker,« siger han.

»Gitte og Peter har været rigtig dygtige til at lave mad. Det har været et sted, hvor man tager det pæne tøj på og spiser noget god mad. Det kan jeg ikke finde ud af, så jeg skal finde på noget andet,« fortsætter han og tilføjer:

»Mine tanker går på, at det skal være et folkeligt sted, hvor man kan købe gode specialøl, god vin eller en god kop kaffe og måske høre noget musik. Men jeg har ikke en skræddersyet plan. Jeg ved dog, at det bliver mere pub end restaurant – det er den eneste plan, jeg har.«

»Jeg elsker jo England, og jeg kunne rigtig godt tænke mig, at vi kunne implementere den engelske pubkultur herhjemme. I England kan man godt finde ud af lige at tage ned få en enkelt øl, snakke lidt og så gå hjem igen. Der er pubben et socialt samlingssted. Det håber jeg kan lade sig gøre.«

Nu skal Rolf Mørkøre Andersen have »alle sine mange idéer ned på et stykke papir og have fundet nogle gode samarbejdspartnere, som kan hjælpe med at føre det ud i livet,« siger han.

Events og festlokaler

Rolf Mørkøre Andersen kalder selv Kollerup Mølle Kro for »et ikonisk sted for byen.«

»Jeg er selv født og opvokset i byen og har haft tilknytning til Hadsten i snart 50 år. Kollerup Mølle Kro er et sted, alle kender, og alle har holdt en eller anden fest dernede. Går vi 50-60 år tilbage, var det et sted, man kørte til på sin knallert og hørte Bamses Venner,« siger han.

Ud over et pub-lignende sted har den nye ejer også planer om at lave events på Kollerup Mølle. Det kunne være grillaftener, bålmadsarrangementer, helstegt pattegris, koncerter – måske med lokale bands – eller ølsmagning, vinsmagning, fredagsbar eller til fodboldlandskampe.

Man vil også stadig kunne holde en fest på stedet, i den forstand at man lejer lokalet og så selv sørger for at arrangere resten.

»Så folk kan godt allerede begynde at booke lokaler til deres fester. Jeg har en forventning om, at det er sjovere at leje det her sted end et forsamlingshus. Kollerup Mølle er jo virkelig idyllisk og hyggeligt – meget autentisk. Atmosfæren er noget helt andet end et forsamlingshus.«

Festlokalerne kan bookes allerede fra 1. september, mens det endelige koncept for Kollerup Mølle først åbner en måned eller to senere.