Fortsæt til indhold

22 år med tusindvis af gæster: »Vi har været en del af de største øjeblikke i folks liv«

Kollerup Mølle Kro er solgt efter to år på markedet. De tidligere ejere er lettede, men taknemmelige for den store lokale opbakning gennem 22 år på den ikoniske kro i Hadsten. Hvad fremtiden byder på, ved de ikke endnu

Kultur og byliv

»2-300 gæster hver uge i 22 år. Det er jo alligevel en hel del folk, der har været igennem,« funderer Peter Wallentin, som sammen med sin hustru Gitte har ejet og drevet Kollerup Mølle Kro siden 2003.

De har netop solgt kroen, og det er derfor helt naturligt at se tilbage på næsten et kvart århundrede i spidsen for den smukke, gule perle fra 1714 ved indkørslen til Hadsten.

Kendt ansigt køber ikonisk kro: »Jeg skal have gjort det til et sted, hvor der kommer en masse mennesker.«

En æra er slut, og det har været en fest, fortæller Gitte Wallentin.

»Vi vil huske de sidste 22 år for virkelig mange skønne gæster og fantastisk opbakning fra de lokale. Vi har fået lov at være en del af folks store højtider, både de sjove i form af bryllupper og runde fødselsdage og de sørgelige, hvor folk har skullet tage afsked. Det er livets største følelser, der bliver luftet hernede.«

Det var slet ikke meningen, at de skulle blive i så lang tid.

»Vi er jo kokke, og vi er kendt for at lave mange skift i vores branche, fordi der hele tiden skal ske noget nyt. Det var egentlig også planen, at vi kun skulle være her i fem år, men vi endte åbenbart med at falde godt til,« siger Peter Wallentin, og Gitte tilføjer:

»Ej, det er jo ret vildt at tænke på, at jeg var 30, da vi overtog. Jeg er jo blevet vældigt voksen siden da. Men det har jo været en helt okay god forretning.«

»Der er mange, der er kommet igen og igen gennem mange år,« fortæller Peter Wallentin.

»Det er ikke usædvanligt, at folk, der er blevet døbt her, også holder deres 18-års fødselsdag her. Men det er måske også et hint om, at man måske er ved at have været her for længe,« siger han med et skævt smil.

Nyde det sidste

De sidste par år, siden parret satte kroen til salg, har dog ikke kun været lutter lagkage.

»Det har mildest talt været nogle hårde år. Folk har spurgt intenst til fremtiden, og vi har ikke haft noget svar. Vi har tværtimod været i en form for limbo, mens vi gik og ventede på en køber.«

Han kom for nylig.

Den endelige pris vil Gitte Wallentin ikke oplyse, men prisen i salgsopstillingen lød efter et par nedslag gennem tiden på 4,5 millioner kroner.

»Det er befriende, at vi nu skal videre. Både os og kroen skal have et nyt kapitel. Kroen har jo haft alle mulige funktioner gennem dens historie på mere end 300 år, så den har det sikkert også fint med, at der nu kommer nye boller på suppen. Sådan helt bogstaveligt,« siger hun og griner.

Frem til slutningen af august fortsætter alt, som det plejer.

»De aftaler vi har om selskaber og arrangementer holder vi selvfølgelig, og 23. august har vi så de to sidste. Når gæsterne går hjem den dag, så er det slut.«

Men foreløbigt vil de bare suge det sidste ud af gode stunder på Kollerup Mølle Kro.

»Vi kan allerede mærke nu, at vi virkelig kommer til at nyde den sidste tid her.«

Hvad der skal ske derefter, ved Peter og Gitte Wallentin ikke endnu.

Om de skal fortsætte i branchen, være selvstændige eller måske lønmodtagere fra 8-16, rejse eller istandsætte det nye hus, de håber at finde på Mols, det vil vise sig.