Fortsæt til indhold

To år og fire millioner kroner senere: Friluftsbad overlever

Det er en altafgørende renovering, som netop nu er i gang i friluftsbad. Uden den var badet nødt til at lukke.

Kultur og byliv

Når Voldbybadet slår dørene op til 2025-sæsonen torsdag 29. maj, er friluftsbadet blevet shinet op for knap fire millioner kroner.

Der er ikke blot tale om en tiltrængt forskønnelse. Renoveringen er faktisk altafgørende for stedets overlevelse, for uden de her ændringer er badet ikke i stand til at leve op til de gældende krav.

Frivillige fra den lille landsby og fra Voldby Beboerforening, som ejer badet, har knoklet på stedet siden 4. januar.

»Stort set hver dag siden har både håndværkere, entreprenører og frivillige været i gang. Det gamle pumpesystem er fjernet, og gamle fliser udskiftes – det hele er gravet helt op. Det har krævet noget mere frivilligt arbejde end først antaget,« fortæller Käte Guldholt, som har hjulpet beboerforeningen med fondsansøgninger, og derudover er Voldbys repræsentant i Landsbyrådet.

Dispensation udløb

Hun fortæller desuden, at indholdet af projektet har bølget lidt frem og tilbage. Solceller på taget af kiosk- og omklædningsbygningen har været dømt ude undervejs, men er nu inde igen.

»Det har været meget spændende, om det ville lykkes at få alle pengene i hus. Og lige pludselig fik vi så at vide, at vi ikke kunne blive ved at forlænge den dispensation, vi havde. Så vi skulle finde pengene og få arbejdet gjort inden for to år. Det var virkelig spændende, om vi på så kort tid kunne nå at skrabe det sammen,« siger Käte Guldholt og fortsætter:

»Mange fonde har heldigvis kunnet se, at badet virkelig gør en forskel for byen. Alle har syntes, at projektet er godt, og alle kan se, hvilken gevinst renoveringen og badet er for området. Voldbybadet er et sted, hvor mange relationer bliver skabt, hvilket øger sammenholdet i byen. Desuden er badet med til at tiltrække rigtig mange mennesker langvejs fra.«

I mangler meget endnu – når I at blive færdige inden 29. maj?

»Lige nu ser det ud til, at det kan lade sig gøre, men det er med forbehold for vejret. Eksempelvis kræver det en uge med tørvejr, når en ny gummidug skal svejses ned i bassinet. Indtil nu har vi været svineheldige med vejret.«