Festival for mennesker med særlige behov får ny dimension
Den traditionsrige Festival for mennesker med handicap udvider i år med en kunstudstilling.
Onsdag 13. august 2025 bliver en ganske særlig dag under Randers Festuge, når Arena Randers åbner dørene til den traditionsrige Musikfestival for mennesker med handicap, skriver Randers Kommune i en pressemeddelelse.
I år udvides oplevelsen nemlig med et nyt element: En kunstudstilling med værker skabt af kunstnere fra GAIA Akademi og FOF’s kunstskole Bifrost - to stærke kunstmiljøer for mennesker med særlige behov.
Kunstudstillingen åbner samme dag som festivalen og får fernisering med multikunstneren Jacob Haugaard som æresgæst. Traditionen tro begynder ballet med lokale kræfter, når Hof Band og Løvetand Band går på scenen som de første.
Den tilhørende kunstudstilling i foyeren fremhæver outsiderkunst af høj kvalitet. Randers har i årevis været et kraftcenter for netop denne kunstform, og udstillingen er både en hyldest til byens stærke tradition og et vindue til det talent og den kreativitet, der blomstrer blandt kunstnere med særlige behov.
»Det er et kæmpe løft, at den succesrige musikfestival i år også inddrager kunsten,« siger Asger Laustsen, formand for Danske Handicaporganisationer i Randers.
»Det giver en helt ny dimension til arrangementet, og det understreger, hvor vigtigt det er at vise, at mennesker med handicap også har stærke kreative udtryk og noget på hjerte - ikke kun på scenen, men også på lærredet.«
Festugechef Mette Bertelsen glæder sig over den udvikling, festivalen har taget:
»Musikfestivalen har i årevis været en vigtig del af Randers Festuge, og det er fantastisk at se, hvordan den stadig udvikler sig. At vi nu også kan præsentere en kunstudstilling med stærke lokale kræfter, er med til at løfte både festivalen og hele festugen. Det handler om at skabe meningsfulde kulturoplevelser for alle - og det lykkes her.«
Udstillingen kan opleves frem til 31. august 2025.