Fortsæt til indhold

"Masser af bump på vejen": Se, hvornår 47 boliger står klar

Gammel skole indgår i stort boligprojekt, som nu har nået milepæl.

Kultur og byliv

47 boliger centralt placeret i Hammel. Det bliver resultatet af den om- og tilbygning, som boligselskabet AL2bolig er i fuld gang med på Voldbyvej.

Biografen Fotorama er næsten nabo, og Matas er tæt ved at være genbo til de nye boliger, som bliver indrettet dels i den gamle Østervangsskole, dels i en nyopført vinkelbygning »omme bagved«.

Der er tale om to-, tre- og fireværelses lejligheder.

Byggeriet er nu nået så langt, at boligforeningen har inviteret til rejsegilde 23. april.

Udfordringerne

Allan Werge, der er direktør i AL2bolig, fortæller, at den oprindelige skolebygning er nærmest tømt indeni, så det bare er skallen, som står tilbage. Mange vægge er fjernet, så lejlighederne bliver indrettet helt på ny.

Der var også lejligheder før renoveringen gik i gang, men de var nedslidte, fortæller direktøren, der tilføjer, at ombygningen ikke er gået helt glat:

»Der har været masser af bump på vejen, som har givet udfordringer. Vi fandt flere lag gammelt linoleum, skjulte vægge bag vægge, kældre, som ikke var kortlagt rigtigt, og som vi derfor ikke umiddelbart var opmærksomme på, og så har der været udfordringer med noget vand, vi ikke har kunnet styre – oppefra, nedefra og fra siden. Måske er der højt grundvand, men det tror vi nu ikke. Desuden er vi ved at kigge på afvandingen fra neurocentret, sådan at det bliver taklet.«

I den oprindelige skolebygning, der altså indtil 1989 husede Østervangsskolen, kommer der 17 lejligheder.

»Vi har prøvet at bevare den gamle skoles hovedbygning så originalt som muligt. Det fortjente den, for det er en meget flot bygning,« siger Allan Werge.

Bag ved den gamle skole er en gammel gymnastiksal og en anden ejendom revet ned, og en vinkelbygning er skudt op i stedet. Her kommer 30 nye boliger. De 27 af dem vil være med niveaufri adgang og elevator, så der er mulighed for at komme rundt med rollator eller kørestol.

Illustration af hovedbygningen set "bagfra." Illustration: AL2bolig

Her står de klar

I slutningen af 2020 godkendte byrådet den omfattende renovering til 70 millioner kroner. Projektet blev dog sat på standby i maj 2022, fordi Favrskov Kommune stod med et akut behov for at huse ukrainske flygtninge.

Efter en optakt på mere end 10 år blev første spadestik så endelig taget i april sidste år.

I første omgang hed det, at indflytning kunne ske i sommeren 2025, men tidsplanen er altså skredet en smule på grund af de førnævnte »bump på vejen«.

Bag ved den gamle skole er en gammel gymnastiksal og en anden ejendom revet ned, og en vinkelbygning er skudt op i stedet. Her kommer 30 nye boliger. Foto: CSJ

Nu forventer AL2bolig, at de 47 nye lejligheder står klar i foråret 2026.

»Det bliver topmoderne lejligheder, beliggende lige midt i Hammel – det gør dem attraktive. Jeg forestiller mig, at især ældre vil finde dem interessante, fordi mange er med niveaufri adgang.«