Bryghus sigter mod ny rekord: »Vi gad jo rigtig godt, om vi kunne nærme os en halv million i år«
Lokalt bryghus har sat de store kedler over for at støtte Sølund Musik-Festival. Håber et er kunne donere 500.000 kroner i år.
I flere år har Skanderborg Bryghus produceret en særlig Tovli’ Øl og solgt til lokale virksomheder som sponsorat til Sølund Musik-Festival. Og også i år har bryghuset sat en ekstra stor kedel øl over.
»Her på Skanderborg Bryghus har vi et meget stort hjerte for Sølund Musik-Festival og derfor har vi siden 2018 produceret Tovli’ Øl, som sælges til støtte for festivalen,« fortæller Dorthe Kongstad Petersen, bar- og eventchef hos Skanderborg Bryghus.
»Igen i år har vi produceret tre forskellige øl. Der er gengangerne Tovli’ Classic og den gyldne lager Tovli’ 866,0 fra sidste år, og så er der den nye smagsvariant Tovli’ Münchener, så der også er en mørk øl med i sættet,« forklarer barchefen.
»Som noget nyt introducerer vi i år to pakker. Vi har den gængse med tre øl i, og så har vi også en ny pakke med fem øl i, hvor man kan købe reklameplads på bagsiden. Og ellers er det samme princip som tidligere, at det lokale erhvervsliv og detailhandelen giver et sponsorat, og som tak for hjælpen får virksomhederne deres navn på indersiden af etiketten og får desuden nogle kasser med øl. En del vælger at sige, at vi gerne må beholde øllet og sælge det igen, så vi på den måde får samlet et endnu større beløb ind til Sølund Musik-Festival.«
Sidste år nåede salget af Tovli’ Øl op på godt 300.000 kroner. I år er målet 500.000 kroner.
»Vi er stolte og glade over, at vi sidste år kunne donere 300.053 kroner til Sølund Musik-Festival, men vi gad jo rigtig godt, om vi kunne nærme os en halv million i år,« smiler Dorthe Kongstad Petersen.
Har man lyst til at smage de nye Tovli’ Øl, stiller Skanderborg Bryghus op med sin gamle røde Ford A i Adelgade til Lys Nat i Skanderborg fredag 2. maj.
Fredag 16. maj klokken 16-18 er der releaseparty for årets Tovli Øl på Skanderborg Bryghus på Danmarksvej 17 i Skanderborg.
»Den dag er alle velkomne til at kigge forbi og smage de nye Tovli’ Øl. Vi håber jo, at der kommer rigtig mange forbi den dag. Sølund Musik-Festival har sørget for, at bandet Gas-Bi-Dua kommer den dag og underholder,« oplyser Dorthe Kongstad Petersen.